Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem
Aktiviteter
Bestyrelsen
Galleri med foto
Nye fund
Torden Stenen
Link

                          
                          
                          

 
Formandsberetning

Generalforsamling i Vestjysk Stenklub, lørdag d. 9.2.19. :

Så er vi atter samlet her på Gullerup Strandkro til den årlige forsamling. Meget er sket siden sidst, både i foreningen, og udenfor. De fleste udenforstående vil nok spørge hvad vi dog laver i en stenklub, og hvorfor det er så spændende at lede efter alle de her sten ? For slet ikke at snakke om al den tid vi bruger på det. Og hvor gemmer du alle de mærkelige ting. Jeg kan slet ikke lade være. Som min nieces datter sagde under et besøg i min lejlighed.; ” Sig mig,- hvad er det her for et sted ”.

Det er faktisk nogle meget vigtige emner vi beskæftiger os med. Geologi, jordens opbygning og dynamik, palæontologi, livets historie og udvikling. Jeg fatter heller ikke noget kan være 500 millioner år gammelt, men ikke desto mindre er det bevist for længe siden og på måder, alle vil kunne forstå, hvis de blot ville lytte på i ti minutter. Principperne er noget man lære i syvende klasses naturfag. Der er så mange spændende historier gemt i jordlagene, overalt i verden, og den smule man når at tilegne sig i løbet af et liv, er forsvindende lidt af det hele.

Prøv at tage en tur på Geocenter Møn og se den fantastiske Plateosaurus fra Grønland. Dinosaurer på Grønland ?? Eller verdens første rigtige moderne fugle fra moleret. Det søpindsvin du lige har fundet kravlede rundt på kridthavets bund, da der gik dinosaurer rundt på landjorden.

Jeg tror det med at finde og samle rammer noget helt fundamentalt hos mennesker, at lede efter sin egen historie. Hvorfor føler mennesker så stor en tilknytning til hvaler ? De er samme slags dyr som os selv, valgte bare et liv i havet for omkring 50 mio. år siden. I videnskabens verden kan du godt påstå en masse, men hvis du ikke har dokumentationen i orden, er der ingen der gider høre på dig. Godt princip.

Blev forleden spurgt, hvorfor vi ofte tager de samme steder hen. Det korte svar er,- fordi de er gode. Selv i et forholdsvist lille land som Danmark findes mange spændende og fine lokaliteter, hvor der ind i mellem dukker fantastiske ting op. Metaldetektorer, uv-lamper til rav,- vi bruger øjnene og en hammer, men alle har det til fælles, at man leder efter noget unikt. Også hos os er der et stort element af skattejagt. Glæden ved at finde noget helt specielt er stor, og særligt sammen med andre til at dele glæden med.

Efter generalforsamlingen i februar sidste år, startede året med påsketuren til England. Derefter turer til Rørdal og Hinge. Det var en flot tand du fandt Anja. Og Silstrup blev besøgt midt i den fantastiske sommer,- det var for varmt. På Fossil- og Molermuseet holdt klubben et møde med foredrag af den polske ammonit-ekspert Marcin Machalski , som fortalte om de sidste ammonitter i verden. Efterfølgende fossiljagt ved Ejerslev, Hanklit, Gullerup, og mad /hygge hos John og Dorthe. Desuden skal det nævnes at vi fik mulighed for at komme med Fynske Fossilsamlere til Æbelø i august. Her skal Karen, Anne og Kurt fremhæves for deres fremadstræben gennem de frådende vandmasser til den lille ø ud for Bogense. Har hørt at klinten med Æbelø-leret skulle være en af de flotteste i Danmark

Lodbjerg i Thy blev besøgt en dag med temmelig regnfuldt vejr, men til forskel fra den øvrige sommer var der ikke problemer med afbrændingsforbud, så der blev grillet under den dampende parasol. Bedste sted for tiden blev rundt på Mors, Ejerslev, Hanklit og Sundby i dejligt sensommervejr. Ekstrature har der været til en ret krystallinsk oplevelse i Ejerslev, og kridtentusiaster har fået rig mulighed for fund i Hillerslev i flere omgange. Meget spændende sted .

Det nye år startede med nytårsmødet hos Ellen ved Sø Bugten på Mors. En hyggelig måde at begynde et helt nyt år på. Takket være Henrik´s fine fotoreferater er det dejligt at kunne følge med i hvad der lige er sket, men også at kunne gå tilbage i klubbens aktiviteter. Så hvis man ikke allerede har kigget dem igennem, så er der nok at se på og læse om. Husk også klubbens Facebook-gruppe !!

En ny turliste ligger allerede på hjemmesiden, der bliver nok rettet på nogle få datoer, men ellers kan nævnes årets påsketur til Bayern. Vi har nogle rigtigt gode steder indenfor overkommelig afstand, og skulle der være nogle der har ideer til arrangementer, så gør det endeligt.

Vi skal have valgt nogle bestyrelsesmedlemmer i dag,- eller genvalgt. Jeg synes faktisk vi har en lille god forening. Har fået et velment vink om at vi skal huske referater fra bestyrelsesmøder og lignende. Og det er naturligvis mit ønske at foreningen fortsætter. Det er tit de samme der dukker op på turene, men tiden går jo hurtigt for os alle, der er meget der skal nås, så jeg tror mere det skyldes afstandene og at medlemmerne skal så mange andre ting. Men sig lige til hvis I har turforslag, ideer om foredrag, eller andre aktiviteter. Det bliver ikke bestyrelsen der står i vejen for gennemførelsen af jeres ideer.

Vi har en rimelig kassebeholdning, hvor noget godt kunne omsættes i spændende foredragsholdere, kurser og lignende. Kunne personligt godt tænke mig en genoptagelse af slibe- / og værkstedsdagene næste vinter. Måske Henrik behøver nogle til at hjælpe med maskinerne, økonomi til nye dele ? Der er mange i klubben der har erfaring med slibning, præparation, grej, mikroskoper osv. Så prøv bare at spørge, hvis der er noget du / I er i tvivl om. Også med kendskab til lokaliteter, både herhjemme og i udlandet.

I foreningens formålsparagraf står, at vi skal fremme kendskabet til mineraler, sten, fossiler og arkæologi. Det er mange ting på en gang, men jeg synes faktisk vi gør det ganske udmærket. For tænk sig hvad der ville blive fundet, hvis ikke vi fandt det ?? Metaldetektor-folket oversvømmer Nationalmuseet med fine fund, ravlamperne er kommet for at blive, og mange af vores forenings medlemmer finder Danekræ til Statens Naturhistoriske Museum. Mindre kan også gøre det, for glæden ved at finde et helt perfekt søpindsvin, et superflot stykke forstenet træ, en enkelt fjer fra en fugl og meget andet, er det der gør turene rundt omkring så dejlige. Og så selvfølgelig samværet med alle de andre ligesindede. Arkæologien gør vi måske ikke så meget i, men dukker der noget op, kommer det naturligvis med hjem. Stenalderfolkene samlede også rav, flint, og har helt sikkert undret sig gevaldigt over, hvorfor et stykke træ var meget hårdere og tungere end andet. Og så var umuligt at få til at brænde !

Jeg vil også gerne, som altid, sige tak til de medlemmer der får foreningen til at fungere, lægger hjem til diverse arrangementer, laver referater og regnskab, tager billeder, plus alt det andet. Håber I er tilfredse med foreningens muligheder og tilbud, ledelse, og dukker op til arrangementerne i det omfang I har tid. Jeg holder meget af når Henrik kalder mig formand på sin egen rolige facon, men jeg er ikke mere formand end jeres forslag og meninger har mindst lige så meget at skulle have sagt. Håber på et rigtigt godt nytår i vores forening, med mange oplevelser og erindringsværdige ture samt hyggeligt sammenhold. Til slut vil jeg gerne komme med en opfordring til medlemmerne om bidrag til klubbens hjemmeside. Feriefortællinger, billeder af fund og steder, erfaringer . Tak !

Poul Søby

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.