Historien om Vestjysk Stenklub og dens stifter Inger Andersen, Handbjerg

At få øje på fortiden

Mon ikke de fleste af os har oplevet glæden ved at vandre på en stenet strandbred og så bøje sig ned for at samle en sten op, der ligesom lå og ventede på at blive set og taget i hånden? Måske var det bare en ubestemmelig sten, der lå og glimtede smukt, fordi vandet havde skyllet hen over den. Eller den viste sig at være et fossil, altså en forstening af et dyr eller en plante fra ældgamle tider, en sebedejesten, et vættelys, en musling eller et aftryk af en fortidsplante. Andre gange en glat ledeblok bragt hertil af isen fra vores nordlige naboer med bud om mægtige naturkræfter eller ligefrem ’forstenede’ bølgeslag. De findes såmænd også. Eller på en blæsende efterårsdag lykkefølelsen ved at finde et stykke rav, i bedste fald med et insekt eller en lille plantedel indkapslet.

Stensamlerne

For nogle af os bliver det at finde og samle på disse særlige hilsner fra fortiden – altså den virkelig fjerne fortid – imidlertid noget nær en sport. Vi bliver amatør-geologer eller stensamlere, et nørdet fællesskab der går med blikket vendt mod jorden. I Danmark har vi en fornem tradition for at bevare den nedskrevne lokalhistorie gennem lokalarkiverne og deres frivillige amatørhistorikere til glæde for os alle. Men faktisk har vi også en lignende tradition blandt dem, der interesserer sig for den ikke nedfældede historie, nemlig de mange amatør-geologer og amatør-arkæologer. For også her bliver særligt fine eller sjældne fund, både arkæologiske og geologiske, ikke sjældent ansvarsfuldt indleveret til de museer eller samlinger, som vi alle har glæde af – og som bidrager til både klodens og vores fælles historie. På danske museer er rigtig mange af de fineste fund, der fortæller om vores forhistorie, indleveret af amatører. Man taler om både danekræ og danefæ.

En kasse med gamle minder

Når jeg har sat mig for at skrive, skyldes det, at en af de danske klubber for netop amatørgeologer (og amatør-arkæologer), Vestjysk Stenklub, faktisk så dagens lys i Handbjerg. Selv havde jeg i mange år et meget lavt medlemsnummer i Vestjysk Stenklub, jeg var medlem nummer 2!

Da corona-nedlukningen gav mig lidt uventet tid til at rydde op, stødte jeg på en kasse med nogle minder fra Vestjysk Stenklubs allerførste tid midt i 1970’erne. Siden gled klubben ud af min verden, da jeg flyttede fra min hjemegn og fik andet at gøre. Men tiden i stenklubben satte dog sine spor, da jeg indtil denne dag aldrig går på en strand uden at vende hjem med lommerne fulde af fossiler og andet godt. For har man først én gang fået åbnet øjnene for at se denne rigdom, så bliver en strand- eller marktur altid imødeset med forventning.

Tordenstenen

Fundet af de gamle papirer og udklip fik mig til at google Vestjysk Stenklub og til min forbløffelse og glæde så jeg på en hjemmeside, at foreningen lever i bedste velgående her næsten 50 år senere – endda med en fornem forside med et forstenet søpindsvin, en sebedejesten eller ’tordensten’, som sit logo. Det sære navn har i øvrigt bibelske rødder, stammer fra Zebedæus, hvis sønner i evangeliet kaldes for Tordensønnerne. I folketroen beskyttede stenen mod lynnedslag. Da min far engang flyttede noget murværk i mit stråtækte barndomshjem i Mogenstrup, fandt han et søpindsvin. Tordenstenen var det navn, som medlemsbladet fra stenklubben bar. I de første år af Vestjysk Stenklubs levetid blev Tordenstenen med førstelærer Magnus Vistisens tilladelse trykt på en spritduplikator med håndsving på Mogenstrup Skole, siden på Ulfborg Kjærgaard hvor forstander Madsen og frue var ivrige stensamlere. På klubbens hjemmeside kan jeg læse, at man nu som så mange andre steder har valgt at udgive medlemsbladet elektronisk.

En københavner flytter til Handbjerg

Men hvordan opstod Vestjysk Stenklub? I 1969 fik det lille charmerende hjørnehus Østerkærhus i Handbjerg en ny beboer. Det var en ugift dame på godt 50 år med et vældigt viltert gråt hår, store hinkestensbriller, pibe, sjællandsk accent og en meget smittende latter. Hun hed Inger Andersen og var født den 11. maj 1920 i bydelen Søborg i det nordlige København. Hun stammede fra et lærerhjem, men havde som ung uddannet sig indenfor kontor. Inger Andersen havde desuden lært sig at stenografere, noget som var praktisk, da hun fik arbejde som sekretær for dommere i Østre Landsret i København. På et tidspunkt fungerede hun som sekretær for den senere så berygtede Erik Ninn-Hansen. Men en vinterdag faldt hun uheldigvis ned af en glat trappe på vej hjem fra arbejde og brækkede ryggen alvorligt tre steder. Trods mange efterfølgende sygehus- og sanatorieophold var skaden sket og hun blev i en forholdsvis ung alder efter 17 års sekretærarbejde invalidepensionist. Men en dag læste hun en annonce.

Stentøjerier på Strandvejen

Og til sin meget københavnske families rædsel valgte den ugifte Inger Andersen nu et helt nyt og anderledes liv. Hun købte et lille hus på Strandvejen, vel at mærke Strandvejen i Handbjerg, dér hvor den støder sammen med Strandlyst. Nummer 31. De gode folk i Handbjerg har ganske sikkert undret sig over denne enlige københavner, der slog sig ned i Østerkærhus, parkerede sin lille grønne folkevognsboble foran og straks malede vinduer og døre helt blå og satte et lille skilt op, hvorpå der stod ”Stentøjerier”. Men inden længe var hun respekteret og afholdt. Inger var i sit nye liv, som hun fra dag ét elskede, begyndt at samle sten på især Handbjerg Strand og andre nærliggende forblæste strande. Foroverbøjet gik hun her hver dag ofte flere gange og, hvis vejret tillod det, med en cerut i munden og kiggede efter de kønneste sten, som hun slæbte med hjem.

Stenbunker og mahognimøbler

Langsomt voksede stenbunkerne i haven bag det lille fiskerhus, som indvendigt var møbleret hyggeligt med elegante mahognimøbler og klassiske malerier fra hendes københavnske barndomshjem. Da hun siden stiftede bekendtskab med maleren Jonna Sejg og Kirsten Kjær, fik nogle af deres malerier også plads på den sparsomme vægplads. Men for den besøgende – og Inger Andersen var i alle årene særdeles gæstfri – var det nok især den store købmandsdisk, som man lagde mærke til. Den fyldte bogstaveligt talt en hel stue, så man kun med besvær kunne kante sig omkring den. Låget og siderne var af glas og i træskufferne i disken lå en med årene omfattende stensamling. Medens stenene i disken var Ingers private stensamling, som hun med stolthed viste og fortalte om, så kunne besøgende for nogle få kroner købe hendes hjemmelavede væverier og de muntre stentøjerier, som stod overalt. Ude i forgangen havde Inger sin stensav og en slibemaskine, som en smed i Handbjerg havde fremstillet til hende for en slik. Ovenpå havde hun indrettet sig med sin væv og sine bøger.

En telefonopringning

Hos Inger Andersen var der ikke langt fra tanke til handling, det havde hendes københavnske familie erfaret. Det samme gjorde denne artikels forfatter. I 1975 havde jeg, som jeg har berettet om tidligere i dette årsskrift, lavet en lille udstilling på Mogenstrup Skole af oldtidsfund og sten fra min hjemegn i Mogenstrup. Den fik god omtale i bl.a. Skive Folkeblad. Inger Andersen havde læst artiklen om skoleeleven i Mogenstrup og en aften ringede hun til mig. Det vil sige, det var min mor, der tog røret på den grå telefon med drejeskive. Efter en stund – jeg kunne høre på samtalen, at mor var en smule skeptisk - rakte hun røret over til mig og sagde: ”Der er en dame fra Handbjerg, der samler på sten – og nu vil hun invitere dig på besøg!” Ganske rigtigt, jeg blev inviteret og nogle dage senere satte jeg mig på cyklen og cyklede spændt til Handbjerg. Trods aldersforskellen blev det til et nært og sjovt venskab, der varede, indtil Inger Andersen døde i 1996.

Amatørgeologer søges…

De næste år blev det til utallige besøg hos Inger Andersen efter skoletid og i weekender. Hun var vidende, læste meget og satte vist også en dyd i at lære bondedrengen lidt om, hvordan han skulle klare sig i verden. Gode manere, høflighed og f.eks. at dække et bord korrekt, drikke portvin og altid slå fremmedord op. Men først og fremmest samlede vi sten sammen og læste højt for hinanden om dem i bøger og tidsskrifter. Der blev sat små papirlapper på fundene med navn og findested. Vi havde opsnappet, at der på Fyn fandtes en stenklub. Så hvorfor ikke lave en stenklub, andre end os måtte jo have samme interesse? En beskeden annonce med ordlyden ”Amatørgeologer søges samlet i studiekreds. Henv. Inger Andersen…” blev indrykket i avisen den 6. oktober 1975 og det viste sig, at vi havde haft ret i vores formodning. Da det første nummer af det maskinskrevne og duplikerede medlemsblad Tordenstenen udkom i september året efter, kunne man læse, at vi med vores 45 medlemmer var Danmarks fjerde Stenklub. Vi kaldte os Vestjysk, da der allerede fandtes en Jysk Stenklub i Århus. Vi var alle amatører, selvom der snart meldte sig medlemmer, som var langt klogere end stifterne af klubben var. Men alle kunne være med og lære af hinanden, ikke mindst kunne vi beundre og glæde os over hinandens fund. I alle årene indtil Inger Andersen flyttede til en ældrevenlig bolig i Ulfborg, var klubbens adresse hos formanden på Strandvejen i Handbjerg.

Søndagsudflugter og udstillinger

Foruden søndagsudflugter til interessante geologiske lokaliteter ude i landskabet, afholdt klubben i de første år sine månedlige møder i den skønt beliggende sognegård ved siden af Handbjerg Kirke. Ofte som byttemøder, men også med en foredragsholder i ny og næ. Indimellem stod foreningens medlemmer for udstillinger, f.eks. på Venø Skole, i Landmandsbanken i Holstebro, i Vinderup bank og i Sct. Mathiasmarkedet i Viborg. Ved et af medlemsmøderne viste jeg selv en smalfilm, som var optaget under min konfirmationsrejse til Sicilien. Det var af vulkanen Etnas udbrud det år. Min rejseledsager på konfirmandturen, som mine forældre havde sparet sammen til mig? Inger Andersen.

Ligestilling i bestyrelsen

I 1977 var Stenklubbens decembermøde henlagt til Vinderup Arkiv på Vinjes Torv, hvor amtskonservator Eli Andersen holdt foredrag. Af årsager, jeg har glemt, blev de følgende møder nu afholdt i arkivets lokaler. Det blev i øvrigt omtalt i avisen den 16. januar 1978 under overskriften ”Også stenklub i det gamle bibliotek”. Her stod bl.a.: ”Det gamle bibliotek i Vinderup er blevet samlingspunkt for den meget specielle forening ”Vestjysk stenklub” for amatørarkæologer, hvis medlemmer bor i næsten hele Jylland fra Gram til Skagen. Foreningen har fået tildelt to glasmontrer i det egnshistoriske arkiv, så medlemmer på skift kan udstille deres flotteste sten, og stenklubben har fået lov at benytte mødelokalet i kælderen. Skoleelev Lars Hagensen, Mogenstrup, der er foreningens sekretær, fortæller, at stenklubben har fået omtale i en række kvindeblade, sikkert fordi kvinderne er ligeligt repræsenteret i bestyrelsen. Formanden er Inger Andersen, Handbjerg, redaktør af medlemsbladet er Edel Madsen, Ulfborg Kjærgaard og tandlæge Kirsten Harder, Sevel, er desuden i bestyrelsen.” Ligestilling var jo også et varmt emne dengang, så den ”meget specielle” forening var godt med! Nogle gange var fremmødet pænt, andre gange kneb det lidt som så ofte i foreningslivet. I 1977 havde formanden et lille klagesuk over det beskedne fremmøde ved nogle af møderne. Af referaterne ses det, at deltagelsen kunne være over 20 men også helt ned til 3. Men uanset fremmøde, så drog man i felten og vendte ofte hjem med spændende fund. I november 1978 gik en af udflugterne således til et par grusgrave i Herrup og til nogle spændende arkæologiske fundsteder, som den dygtige lokale arkæolog, gdr. Gunner Hallum, Herrup, fortalte om. I den anledning fik de fremmødte kaffe hos familien Hallum og fik den store privatsamling af arkæologiske fund at se.

Stor opmærksomhed

I anledning af klubbens 3-års fødselsdag så Inger Andersen i medlemsbladet tilbage på nogle spændende år og glædede sig over den opmærksomhed klubben havde fået i flere aviser. At man også havde respekt for de glade amatører, viser en henvendelse fra Struer Museum, der i påsken 1979 forberedte en udstilling om de sten, som man kunne finde ved Limfjorden. I den forbindelse ville Museet nemlig gerne låne fund fra stenklubbens medlemmer. Et par fund i den verdenskendte geologiske samling på Fur stammer også fra medlemmer i klubbens første leveår.

I 1980 ophørte mit eget engagement i Vestjysk Stenklub, da jeg flyttede til Viborg og fik andet at lave. Mit sidste bidrag blev dog at arrangere en udstilling i januar samme år i Sct. Mathias Marked af Stenklubbens fund.

Men Vestjysk Stenklub levede videre og gør det som sagt stadigvæk med engagerede amatørgeologer og -arkæologer. Stenklubbens stifter Inger Andersen, medlem nummer 1 og formand, døde i 1996 kort efter sin 76 års fødselsdag og ligger begravet på Handbjerg Kirkegård.