Model af nutidig tarpon


Nutidige tarponer

En tarpon er en meget primitiv benfisk, der ligner en gigantisk sild med store sølvagtige skæl. Den blev beskrevet af Valenciennes i 1847. Han klassificerede den under slægten Megalopidae, der betyder “storøjet” på græsk. De fleste forskere er enige om, at fisken hører under ordenen Elopiformes. Om familien er Elopidae eller Megalopidae er stadig ikke klarlagt.

Den nulevende tarpon, Megalops atlanticus (atlantisk tarpon), anses for at være et af de mest anderledes og interessante dyr i Verden og forefindes i større områder på begge sider af Atlanterhavet. Området i det østlige Atlanterhav strækker sig fra Senegal til Congo, og i det vestlige Atlanterhav findes fisken primært i de varmere kystnære vande koncentreret om den Mexicanske Golf, Florida og Vestindien.

Fisken findes primært i kystnære vande, bugter, estuarier og mangrovenære laguner i tropiske, subtropiske og tempererede klimaer. Den lever normalt i dybder ned til 30m. En tarpon kan begive sig op i flodmundinger og bugter og bevæge sig opstrøms til ferskvand. Den kan også tåle iltfattige miljøer, da den er udstyret med en svømmeblære, der tillader den at indånde atmosfærisk ilt.

En hun-tarpon kan blive over 2,5 m lang og nå en vægt på over 160 kg. En han-tarpon er generelt mindre. En tarpon vokser langsomt og bliver ikke forplantningsdygtig før efter en 6-7 år og en længde på ca. 1,2 m. En hun-tarpon kan blive over 60 år, mens en han kan blive over 30 år. Fisken er kødædende og lever primært af multer, marine maller, atlantiske nålefisk, sardiner, rejer og krabber. Da tarponer har ganske små tænder (0,8 mm), sluger de ofte deres byttedyr hele. Fisken kaldes ofte “Sølvkongen” af fiskere. Når den bliver fanget, hopper den op i luften, så solen reflekteres i dens store sølvfarvede skæl. Tarponer må kun fanges i forbindelse med lystfiskeri og kun i Florida. De fleste lystfiskere fanger fisken og smider den ud igen, da den ikke er en spisefisk. Fiskere kan dog få lov at beholde dem som trofæer ved at betale 50 $ pr. fisketegn pr. fisk. Uden dette fisketegn er fangsten ulovlig.

Fisk, der trækker vejret

Oprindelsen af tetrapoder (en delgruppe under hvirveldyrene) og deres indtog på land i Devon er to af de mest vigtige begivenheder i hvirveldyrenes evolutionære historie. Det at forstå de miljømæssige forhold og de morfologiske og funktionelle forandringer, der ligger til grund for fiske-hvirveldyrs overgangen har været vigtige mål for biologer i mange årtier.

Selvom fossil optegnelserne om denne overgang er langt fra komplet, har nye opdagelser bevirket, at man er kommet nærmere løsningen af den morfologiske rækkefølge og har kunnet dokumentere udviklingshastigheden, samt den geografiske fordeling af tetrapodens tilsynekomst.

Biologer har forsøgt at få indsigt i hvirveldyrenes indtog på land gennem komparative studier af levende amfibier og fisk, der trækker vejret. Sådanne undersøgelser inkluderer en bred vifte af miljø- og funktionsrelaterede emner, der indebærer forhold ved udbredelsesområder, biokemi, funktionel morfologi (form), fysiologi, adfærd. Der er 347 nulevende arter af fisk, der trækker vejret. En fisk, der kommer op af vandet, dør, fordi dens gæller kollapser. Imidlertid har mange fisk udviklet metoder til at ekstrahere ilt fra luften. Den tarpon, der er fundet i moleret, levede i iltfattigt vand for 54 mio. år siden.

Disse tilpasninger gør det muligt for fisk, der trækker vejret, at leve i iltfattige miljøer, hvor de så svømmer op til overfladen for at trække vejret. Én metode, som disse fisk har kunnet anvende for at være i stand til at trække vejret, er udviklingen af gæller, der enten udskiller slim eller opfanger fugt, som hjælper gællerne med at forblive våde. En anden måde at ånde på kunne være gennem fugtig hud (som en ål gør det). Nogle fisk er udstyret med tyndvæggede områder i tarmen, hvor ilten kan blive ekstraheret fra den indåndede ilt. I atter andre fisk er svømmeblæren – ofte fejlagtigt antaget for at være en lunge pga. dens oppustede form og skinnende sølvfarvede hvide vægge – blevet modificeret til et vejrtrækningsapparat.

Det at trække vejret er blevet så vigtigt for nogle arter, at de drukner, hvis de ikke har adgang til luft. Tarponer tilhører denne gruppe. Svømmeblæren indeholder alveolært væv (små huller i vævet, hvor der kan være luft). Man kan derfor jævnligt se fisken hvirvle sig rundt i overfladen og trække luft ind. Hvis fisken hindres i at nå overfladen, drukner den i løbet af 7 til 128 timer, selvom den befinder sig i vand med rigeligt ilt.

Valuarudtalelse v/ Niels Bonde


Pilen viser det sted hvor tarponens hale sad i væggen.

Stor, primitiv benfisk, en tarpon, i cementsten fra moleret, Fur Formationen, alder: tidligste Eocæn, Niveau: Øvre del af Fur Formationen, Silstrup leddet, Cementsten med askelag +26 og + 27 (ca. 54 mill. År). Lokalitet: Lynghøj graven syd for Moler Museet og Skarrehage Molerværk.

Bent Søe Mikkelsen har lige fundet en del af fiskens kranie.

Indsamlet af Bent Søe Mikkelsen og Henrik Madsen i 2003. Indsamlingen tog flere dage, efter at et midtkropstykke med de markante skæl først var opdaget, og mange af resterne med den forreste del blev fundet ved gennemsøgning af over 300 tons frasorterede cementsten i en bunke i graven. Haledelen er gravet ud af væggen. Præpareret med svag eddikesyre på et meget langvarigt projekt på Viborg Amts Konservering (nu Bevaringscenter, Skive) af Frank Osbæck og Anne Søbjørn, finansieret af Kulturarvsstyrelsen.


Fisken er blevet erklæret for Danekræ - DK 491

Beskrivelse: En meget stor, næsten komplet fisk på total 108 cm i længden. Bevaret i 3 sammenhængende stykker cementsten, den bagerste del samlet direkte i gravens væg. Halefinnen og gatfinnen, samt basis af bugfinner er meget fint bevaret, men lidt af rygsiden med rygfinnen og dele af brystfinnerne mangler.


Hjernekassen set fra oven. Snuden er til højre.

Kraniet meget flot bevaret i 3-D, men der mangler underkæben. Kraniet er splittet på langs tæt ved midterplanet, og det betyder at der qua syrepræparation, hvorved den indre matrix er helt fjernet, er fremkommet en perfekt bevaret hjernekasse med alle væsentlige foramina til nerver og blodkar synlige. Det ret flade og brede kranietag er således også fint bevaret og ikke knust (som det ellers er normalt ved fladtrykning),

Overkæbens knogler med tandsæt af fine små tænder (el. tandhuler) i ”bånd” er fragmenteret noget, men kan tydes.


Kraniet med latinske navne på de forskellige knogler.

Snude og øjeregionen er fint præpareret fri, så de kraftige sclerotica-forbeninger om øjet kan ses. De store flade knogler i kinden bag øjet og dele af ganen med især overkæbens ledben (quadratum) er fint bevaret og kan også ses fra indersiden.


Gællehudstråler.

Gællelågsregionen er meget flot med det kraftige gællelåg, samt for- og undergællelåg (operculum, pre- og suboperculum). Den fortsættes ned under hovedet med de mange tynde gællehudstråler (branchiosteglia), som ses hæftet til dele af ”tungens” skelet (ceratohyalia) fra mundhulen.

Skulderbæltet har bevaret de vigtigste dele (men dorsalt mangler et stykke lige bag hovedet, som altså ikke blev fundet i stendyngen), og der ses lidt af den lavt placerede brystfinne. Ret kort bag denne ses basis af et stort antal stråler i bugfinnen (et primitivt træk). Den korte gatfinne er fint bevaret og sidder langt tilbage, så at fisken har en ret kort haleregion.

.......
Fiskens imponerende hale.

Halefinnen er meget stor og perfekt bevaret (og præpareret) også med de små, spidse såkaldte fulcralskæl langs forkanterne dorsalt og ventralt. Hele kroppen er dækket af de meget kraftige og karakteristiske skæl (typiske for tarponer), og disse skjuler dermed rygsøjlens skelet og ribben (men en del kan jo præpareres frem mekanisk, om nødvendigt). Hvirvelantal kan skønnes med lidt besvær.


Nærbilled af halens velbevarede skæl og finnestråler.

Evaluering: Det er helt udsædvanligt for molerets fisk at have kraniet bevaret i 3-D, normalt er kranierne helt klemt sammen, så at de fleste knogler, især hjernekassens og kranietaget er knust. Dette giver derfor en unik mulighed for en usædvanligt og præcis beskrivelse af denne fisk, hvis krop jo også er meget flot bevaret. Efter at have fulgt danekræordningen aktivt siden dens start, står det klart for mig, at dette (måske i kamp med et par af de næsten komplette fugle) det mest sensationelle fund fra moleret – og alene p.g.a. størrelsen det mest imponerende og dermed spektakulære og udstillingsegnede. Det er jo langt mere komplet end den store knogletunge fra Fur (som jeg in press er ved at beskrive som Furichthys), hvis bedste halvdel blev hjemkøbt for 15.000,- DM til Fur Museum efter investering af mere end et års præparation på de to plader tilsammen.

Jeg vil bedømme denne store fisk som det mest spektakulære og værdifulde danske fossil fundet de seneste 20 år. Historisk og tafonomisk er dette fund interessant, for mens de karakteristiske skæl er blandt de mest almindelige i moleret (og også kendes fra det underliggende Stolleklint Ler), så kendes der kun ét eneste fund af en sammenhængende krop, og hovedet var hidtil ukendt. Det 65 cm lange kropsstykke med hale i en stor cementsten er nok det ældste indregistrerede fund af molerfisk i GM, nemlig fra ca 1850, hvor det var blevet fundet af Kruse, som boede i det endnu eksisterende hus lige over for Fur Museum, og bolig for den nu afdøde første leder af museet (fossilet i dag udlånt til FM).

Sammenlignende bemærkninger: De beslægtede former i dag er 3 slægter af Elopoider klassificeret i 2 fam: Elopidae med Elops og Megalopidae med Megalops og Tarpon, alle tropiske og subtropiske. De er muligvis de mest primitive Teleostei (egt. benfisk i snæver betydning), der existerer og kan følges tilbage til Tidl. Kridt for megalopider og midt i Kridt for elopider, og den samlede gruppe til Sen Jura (Solnhofen).

De er ikke særligt almindelige som fossiler, og de få kretasiske (ca. 3-4 genera) er alle små, ganske fladtrykte fisk på 10-20 cm. Kun de relativt nært beslægtede, uddøde pachyrhizodinter fra Kridt kendes med velbevarede hjernekasser, som kan syrepræpareres fra de kendte konkretioner fra Tidl. Kridt (Santana Fm) i Brazilien. I tertiær er elopoiderne heller ikke almindelige, faktisk kendes de næsten kun fra Tidl Eocæn i Nordsø-området, nemlig i London Clay, nogle få mill. år yngre end moleret. Der findes en lidt tvivlsom Elops og 2 megalopider, Promegalops og Protarpon, i alt 4-5 arter, beskrevet i 1960-70-erne. Alle er bevaret som kranier el. blot hjernekasser i 3-D i ofte ret store lerjernstenskonkretioner, som er meget vanskelige at præparere mekanisk (syre angriber ikke) -´Elops´ har dog også forreste del af kroppen bevaret. Netop med disse 3-D kranier er der altså en god mulighed for sammenligninger til denne molerfisk, og det er jo meget sandsynligt, at en af London ler megalopiderne er en nær slægtning. (Mærkeligt nok er der ingen elopoider i den berømte Monte Bolca fauna fra Norditaliens M Eocæn).

Der er altså nu for første gang en mulighed for en meget detaljeret beskrivelse af en nær-komplet elopoid (primitiv teleost) fra Tertiær, så dette flotte stykke har også en mere global videnskabelig interesse.

Det er klart, at denne fisk er et danekræ fossil af ganske usædvanlig karakter, den er utvivlsomt molerets flotteste fisk.

Fossilet har meget stor videnskabelig interesse, og det er et helt usædvanligt flot og imponerende udstillingsobjekt, ikke mindst efter den fine præparation. Allerede fundhistorien er jo en ekstraordinær og meget vellykket indsats. Jeg mener, at det er det flotteste og mest enestående fossil fundet under danekræ-loven.


Finderne af tarponen fra venstre: Museumsleder Henrik Madsen, tidl. leder Bent Søe Mikkelsen og bagerst konservator Frank Osbæck.