Hjem

                          
                          
                          

 

Insekter i Vangsgaard Stenen
af John Frandsen

Den 15. februar 2025 var min kone Dorthe Rold og jeg taget til molergraven Vangsgaard på Nordmors for at finde en stor fisk eller en skildpadde, så ambitionerne var i top. Kloge mennesker har dog fortalt, at hvis man går efter små fossiler, så skal man nok også finde store fossiler. I dette tilfælde var det omvendt.


Vangsgaard molergrav på Mors. Molergraven ligger ved gården Vangsgaard på Feggesundvej 62, og stenen er fundet på koordinaterne (56.941300N,8.891700E).

Fordi der havde været nattefrost og udgravningen sker på nordsiden, så var det meste frosset fast, og vi måtte derfor søge i de områder, hvor solen havde optøet moleret. På nordsiden af kørevejen havde graveren lagt en såkaldt cementsten op på skråningen så den vendte mod syd og havde derfor fået middagssolen.

Cementstenen var ca. 1,2 m lang, 80 cm bred og 60 cm tyk og den havde nogle brudflader på langs uden dog at være gået fra hinanden. Disse brudflader var nemme at dele.


På billedet ses 2 af de 4 skiver, som cementstenen bestod af. Nedenfor ligger den 3. skrive og 4. skive, som er delvis adskilt. De har begge siddet på højre side af cementstenen.


Så skal der hamres.

Det skulle vise sig, at stenen indeholdt så mange fossile insekter, at vi blev helt overvældet og vi fik vores medbragte kasser fyldte og bragt hjem. Vi var der igen om søndagen og fyldte et par kasser uden dog at tage det hele med hjem. Senere var både Tage Burholt og Christian Nielsen forbi og opsamle flere mindre stykker fra stenen, som også indeholdt flere insekter.
Vi har også selv været tilbage flere gange.


Stenen blev af Henrik Madsen vurderet til at have være fra den nedre molerserie i Fur Formationen lige over askelag -17, altså Eocæn og ca. 55,6 mio. år gammel.

Hvordan det er foregået, at så mange og forskellige insekter er samlet i en så relativ lille sten er naturligvis et mysterium. Normalt når vi taler om molerhavet, så var det ca. 200 m dybt og derfor også langt fra nærmeste kyst. Teorien vil måske være, at det har være udstrømning fra en flod, som har ført insekterne ud på dybt vand, hvor der på bunden af havet har været en form for lomme, hvor der har været stilstand i vandstrømmen, og insekterne var faldet til bunds. Sammen med insekterne i stenen, var den også fyldt med hundredvis af fiskefragmenter fra ”Strømsild”, Surlykus longigracilis. Så det var ikke kun de letflydende insektdele, som er blevet fanget i vandlommen på bunden.

Med en tykkelse på ca. 60 cm, så vil stenen typisk repræsentere en tidsperiode på ca. 15.000 år i Fur Formationen, men det er svært at forestille sig, at der over så lang en tidsperiode skulle kunne samles så mange fossiler præcist på samme sted, fordi de undersøiske forhold helt må have ændret sig i perioden.

Såfremt der er tale om en lomme eller fordybning i havbunden, hvor både insektfossilerne og skeletterne fra Strømsildene har samlet sig, så vil andet sediment sandsynligvis også have samlet sig, så stenens dannelse er sket over en kortere tidsperiode.

Der er tidligere fundet cementsten med mange insekter, men det specielle ved denne sten er diversiteten, samt mængden af de insekter, som man betegner som forholdsvis sjældne og meget sjældne.

Også værd at bemærke, ville der normalt være en større forekomst af bredtæger (Pentatomidae) i sten med mange insekter, da de er meget almindelige i andre niveauer, men i denne sten er der kun fundet en enkel vinge.

Med stenstykkerne i hus, kunne vi begynde at præparere. Der var så mange fossiler at vi desværre måtte ofre nogle for at få de hele frem. De fineste fossiler blev naturligvis skåret ud med vinkelsliber til håndterlige størrelser og det kostede også en hel del fossiler, som lå i de underliggende lag.

Af de mange, mere sjældne, insekter der blev fundet, er der indsendt fossiler og billeder af Kakerlakker, Knælerfluer, Vårfluer, Guldøjer og de af Florvingerne som er interessante, til nærmere undersøgelse hos de rette forskere.

Den ene af florvingerne er interessant i forbindelse med en beskrivelse af en ny art af slægten Proneuronema, som hidtil kun er fundet i et eksemplar fra tidlig Eocæn. Fundet er gjort i Nordamerika


Vinge fra Knælerfluen Protheristria roldae. Insektet er opkaldt efter finderen Dorthe Rold.


Vinge fra Guldøjen Mesypochrysa frandseni. Insektet er opkaldt efter finderen John Frandsen.


Vinge fra Knælerfluen Heiemantispa storozhenkoi.


Vinge fra Hvepen
Ropronia nielseni. Insektet er opkaldt efter finderen Christian Nielsen.


Vårflue.


Vinge fra myg.


Vandkalv.


Cikade.


Svirreflue.


Guldøje.


Vinge fra vandnymfe.


Vinge fra en hun fårekylling.

De 2 Drepanicinae er sammen med den jeg fandt på Fur august 2024 (Danomantispa frandseni) de 3 eneste Drepanicinae, der er fundet i Europa. Alle ovennævnte fossiler, som bliver beskrevet i artikler, bliver naturligvis bedømt som Danekræ. Alt i alt er der registreret i omegnen af 240 insekt fossiler fra stenen! Med min meget begrænsede viden om insekter var der helt bestemt brug for andre kapaciteter på området. Henrik Madsen og Christian Nielsen har her været en ubeskrivelig hjælp til bestemmelsen. De fundne insekter fordeler sig således:



Statestik over insekterne fundet i Vangsgaard cementstenen.


Rester af den grovparterede cementsten.


 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.