Så er vi her igen på Gullerup Strandkro. Hver gang vi mødes i februar på dette dejlige sted, kan man på en måde fornemme at foråret ikke er langt væk. Foreningen kører nu på sit 51. tyvende år, - det er blevet til mange gode oplevelser, på mange spændende lokaliteter rundt omkring.

Inden længe bliver den nye aktivitetsliste opslået,- hvis ikke allerede. Også med andre,- ikke før besøgte,- steder, og en mulig Tysklandstur til foråret.

Vi var nogle stykker der drog afsted til Hamburg – Messen i december, og det var faktisk ret

sjovt / interessant. Mindes de gange, hvor vi lavede klubtur derned i bus. De, busserne, er desværre,- ligesom mange andre ting,- blevet for dyre til at leje, så det bliver nok ikke mere.

Det sidste møde vi havde var Nytårsmødet, som blev afholdt i Agoraen i Flade. Et fint sted med atmosfære, og alle nødvendige faciliteter. Det var hyggeligt,- og personligt synes jeg det bedste er at få en snak med alle dem man ikke har set længe. Og jeg glemmer tit tid og sted.

Derfor en lille opfordring til dem der laver et arrangement. Sig nu til, hvis der er brug for hjælp,- det skal ikke nødvendigvis hænge på nogle få at det hele til at fungere.

Kom til at grine lidt, da jeg for nylig læste om en formand for en geologi-forening, der var meget striks og med trillefløjte, samt stramt organiserede ture til forskellige lokaliteter. Så striks, at nogle folk blev frarådet at melde sig ind. Sådan er jeg, forhåbentlig, i det mindste ikke.

En ting der udvikler sig i negativ retning, er adgangen til mange af ” vores ” dejlige lokaliteter.

Skræmmeskilte, hvor der skrives Privat eller Adgang Forbudt, Farlige Dyr, Adgang På Eget Ansvar, eller hvor der ligefrem opstår konflikter. Men det er ikke kun hos os det er et problem. Klik ind på Friluftsrådet, som behandler flere og flere sager hvert år. Men kan da godt forstå, hvis det vitterligt er privat. Så må man jo tage så meget hensyn som muligt,- klart.

Og hvordan kommer det til at gå, når / hvis moleret bliver Verdensarv? Det vil jo naturligvis være fantastisk, hvis det sker. Men hvordan vil det påvirke vores muligheder ? Har allerede hørt ord som: Sten-Flækning Forbudt. Og opsamling af fossiler forbudt. Der er nogle, der ikke kan tåle at andre finder spændende ting,- og slet ikke på ” deres ” matrikel. Hvis det er så spændende, så kan man jo selv gå hen og finde dem før vi / de andre kommer. Mange af os skal køre flere hundrede kilometer hver gang. Men kan så godt forstå at man bliver sur, hvis stedet ligner ”et krater” bagefter. Så ryd nu op, eller tag fundet med hjem. Cementstens – flækker, hundepoter, dårlig løsning. Vil også sige, at hvis ikke vi finder og bjærger tingene,- hvem gør så ? Frostsprængninger og erosion vil tit ødelægge dem.

Det var selvfølgelig mest under Coronaen at flere og flere ville ud i naturen. Og med en interesse som vores, kan man da få al den natur man vil. Men samværet med andre ligesindede er altid godt, og glæden ved at finde en virkelig god ting er unik.

Det jeg har fået ud af Vestjysk Stenklub, lige siden jeg startede for over tredive år siden, har været at møde en masse søde og spændende mennesker, med en hel del sammenfaldende interesser. Været på en utrolig masse udflugter og længere ture til spændende steder. Nogle mennesker, - faktisk alle,-

kan ikke lade være med at samle sten op, når de går langs en strand. Hvad er det nu for noget, og hvorfor ser den sådan ud ? De fleste af os har så bare udvidet indsamlingsområder og -metoder til steder, hvor chancen for noget virkeligt spændende er større. Hvad kan man så få ud af det ? Mange glæder sig over skønheden i naturens små og store kunstværker. Alderen og sjældenheden.

Man kan også se på fundene som ”guldklumper”, der fortæller sin helt egen historie,- om dengang de levede, hvordan deres verden så ud, hvordan klimaet og landskabet har udviklet sig efterfølgende, og få en erkendelse af den udvikling og forandring man selv er en del af. Man kan jo, heldigvis, ”dyrke” interessen på lige netop den måde man gerne selv vil. Og der er materiale nok at gå i krig med, uanset hvordan og hvor meget man ønsker at få indblik i. Også mht mængden af spændende lokaliteter. Og i den sidste ende at få en, bare lille smule, forståelse af hvor helt skræmmende utroligt livet, og dets udvikling, har været og stadig er.

Vi mennesker er ” rigtigt godt ” i gang med at forårsage den sjette store masseuddøen i jordens lange historie. Det er ekstremt veldokumenteret at det forholder sig sådant, - mennesket med dets konstante ” krav om vækst og grådighed ”. Derfor er det at opholde sig i den natur, der trods alle odds stadig eksisterer, en stor glæde og inspiration, uanset hvordan man oplever den. Freden og roen derude, ingen foruroligende nyheder, - konstant. Hvis man husker at være lidt obs på ”de store græsædere ”, mufloner, og andre ”sjove” dyr, så er der faktisk meget fredeligt.

Hvad kan man så lave i en lille forening som vores ? Det er helt op til medlemmerne. Som i de fleste andre foreninger, er det tit de samme der dukker op. Fint,- men jeg har altid sagt at hvis der er nogen med ideer og lyst til at lave noget nyt eller mere, så gør det endeligt. Egentlig ved jeg ikke om mennesker har fået mere travlt i dag, end de havde før i tiden. Vi er nok blevet mere bevidste om hvad vi vil bruge fritiden til. Alene det at kunne have en fritidsinteresse er et stort privilegium,- det var der mange før i tiden der ikke kunne,- havde råd til,- energi efter arbejde til.

Det er mit håb at det nye år må bringe en masse gode og spændende oplevelser for alle foreningens medlemmer, og den bliver et sted med hyggeligt samvær, samt interessant viden.

Jeg glæder mig til foråret, lyset, at kunne komme ud uden fire lag tøj, at besøge de lokaliteter jeg ikke har set længe, og at møde både ” gamle ” samt nye stensamlere / naturmennesker.

Tak til jer alle,- og tak for at lytte på. Poul Søby – Herning.