Generalforsamling d. 3. februar 2018.
Formandens beretning.
GENERALFORSAMLING I VESTJYSK STENKLUB, LØRDAG D.3 FEBRUAR 2018, GULLERUP STRANDKRO.
Velkommen alle sammen. Dejligt at se så mange er mødt op. I dag har jeg bestemt mig for ikke at snakke så meget om de aktiviteter vi har haft siden sidste forsamling den 11. februar sidste år. Dem kan man læse om på hjemmesiden eller Facebook.
Dog nævnes lige nogle, Lyby-Mogenstrup, Hinge ved Randers, Trelde Næs, Rørdal, Familieturen til Ejerslev Havn, Det Bedste Sted For Tiden, Harzen med Helle som turarrangør, Sten På Bordet, og et dejligt Nytårsmøde hos Ellen i Hanstholm. Der har været et tidsrum uden referater på hjemmesiden p.g.a. tekniske problemer, men de er heldigvis løst nu.
Generelt synes jeg vi har nogle gode arrangementer med mange muligheder for oplevelser og fund, samt hyggeligt samvær med ligesindede. Det giver af og til også mulighed for adgang til ellers lukkede steder, at man kommer som en forening. Som for eksempel i Rørdal, som normalt er lukket område. Også et meget lærerigt fællesskab, hvor man snakker med hinanden, deler viden og muligheder. Og selv om de fleste af os ”kun” er amatører, tør jeg godt vove den påstand at er der noget at finde eller kigge på, skal det nok blive opdaget. Og nu er det jo heller ikke kun det at finde noget der betyder alt, men at opleve stederne, deres særegenhed og detaljer, - man kan næsten af og til savne et sted, fordi det er så spændende.
Mange deltager hver gang, medens andre kun kommer med af og til. Vi har en meget stor geografisk spredning i medlemsskaren, og der er jo så mange ting vi skal nå hele tiden. Programmet for den næste periode ligger endnu ikke fast, bortset fra turen til Lyby og Mogenstrup den 3. marts og Englandsturen i påsken. Men det er sikkert at vi i bestyrelsen vil bestræbe os på at lave et godt program. Og nu er det jo ikke et diktatur, så har du forslag til arrangementer, så sig endelig til. Som turen til Harzen, hvor Helle havde arrangeret turen. Og efter, hvad jeg har hørt, var der ikke overladt noget til tilfældighederne.
Vi har også været i kridtbruddet i Hillerslev nogle gange, og det er faktisk et ret fantastisk område med gode fundmuligheder. Jeg har aldrig selv før i tiden brudt mig særligt om kridtfossiler, men det har da godt nok lige ændret sig. Og det er jo netop en af foreningens store fordele, at vi indenfor rimelig afstand har en masse rigtigt gode lokaliteter, hvor der er mulighed for fund af en ret unik karakter og kvalitet.
I foreningens formålsparagraf står der bl.a., at vi skal udbrede kendskabet til geologi, fossiler og arkæologi. Mange gange fortæller man glædesstrålende andre om naturens forunderlige verden, specielt fossiler-geologi og ind i mellem om en flot oldsag, man har fundet. De kigger på en og tænker, åh nej. Men lykkes det at få dem til at lytte og se på et stykke tid, tror jeg ikke, der er ret mange, der mener, det er uinteressant. Det ved vi jo godt, og dejligt at høre f.eks. en historie som den Henrik fortalte den anden dag, da han i mandags skulle indlede en uges tema om dinosaurer for de mindste klasser i Nykøbing, 300 potentielt nye naturglade små mennesker, bosiddende midt i Limfjordens velsignelse af naturoplevelser.
Ordet nørd har, hos nogle, en ret kedelig klang, men det er altid hos nørder der sker spændende ting og sager. En del af os er nok ret meget nørder med geologi og fossiler, så meget at vi bruger enhver lejlighed til at tage ud i naturen, læse bøger med mærkelig tekst og snakke ”sort” volapyk. Men det giver også en meget stor glæde den anden vej at færdes i naturen, søge forklaringer på hvorfor naturen omkring os ser sådan ud, og opfører sig, som den gør. Som til sidste generalforsamling, hvor vi var så heldige at Jens Drivsholm ville fortælle om sin store passion, nemlig Gotlands fossiler og geologi.
Nogle af foreningens medlemmer har ligefrem valgt området som bopæl ud fra interessen for naturen og de unikke muligheder der er netop her.
Nogle klubber har værksteder og aftener med forskellige aktiviteter, foredrag o.m.a.. Det får vi nok ikke på hverdagsaftener, da afstandene er store og tiden for kort. Men vi har medlemmer der ved en masse om bearbejdning af sten, præparation, slibning, gode bøger at læse m.m.. Så du skal ikke tøve med at spørge om løsninger på opgaver, der er sikkert en der ved noget, også om lokaliteter, både i DK og udlandet.
Desuden vil jeg gerne takke alle turledere, Henning for hans arbejde med regnskabet, Henrik for den gode hjemmeside ( der har mellem 400 og 500 besøg om dagen ), Ellen, John og Dorthe der tit lægger hjem til, og de øvrige i bestyrelsen for aktiv indsats. Håber ikke jeg har glemt nogen.
Poul Søby
LINK TILBAGE TIL REFERAT
|