Påsketur til Normandiet fra d. 19. marts til d. 27. marts 2016.
Tegnet af Jeppe
Opsamling i Fredericia.
Lørdag d. 19. marts
Omkring kl. 14. mødes 5 forventningsfulde fossilsamlere (1 ny og 4 veteraner) på Københavns Hovedbane. Nu var det endelig blevet påske igen og det var tid til årets påsketur denne gang til Normandiet. Først skulle vi dog lige med toget til Fredericia, hvor vi skulle mødes med jyderne og samles op for at fortsætte i bus. Vi var i god tid, da man jo aldrig ved DSB kan finde på. Denne dag var der dog ingen problemer, så vi kom til Fredericia på det i køreplanen lovede tidspunkt, så der var god tid inden bussen dukkede op. Det gjorde den da også som forventet lidt før kl. 17.00 efter de sædvanlige goddag hilsner og kram, kom vi af sted mod Normandiet. Første stop var som vanligt ved grænsen, hvor der skulle shoppes amok. Vi skulle dog ikke spise middag der, det mente chaufførerne, at vi skulle gøre længere nede i Tyskland. Efter at have fyldt bussen med øl, vin og andet spirituosa og lidt vand samt lidt spiseligt fortsatte vi syd på. Måske skulle vi have købt lidt mere spiseligt, det viste sig nemlig, at da vi holdt ved en rasteplads var der lukket for servering, og den nær vedliggende tankstation havde udsolgt for sandwich og lignende, der var kun et par tørre boller tilbage, så det måtte nogen af os nøjes med. Herefter var det bare den sædvanlige kedelige transportkørsel sydpå med de obligatoriske stop, når der skulle skiftes chauffør eller der skulle holdes pause grundet hviletidsbestemmelserne. Henad morgenstunden nåede vi til Houlgate, hvor vi blev sat af for at samle de første fossiler, men det er der andre der skal skrive om, så jeg overlade depechen til dem. Dagen fund: øl, vin og spirituosa ved grænsen.
Finn kiilerich-jensen
Stranden ved Houlgate.
Søndag d.20 marts.
Efter en uproblematisk tur med bus, ankommer vi til Houlgate og stranden kl.10.00. Her var vi dog lidt pressede på tid, vi skulle ud og i strandtøjet hurtigst muligt da chaufførerne pga. køre- hviletidsbestemmelserne havde travlt med at nå at finde Hotellet.
Vel nede på strande blev der hurtigt fundet fossiler, både i skrænterne med ler og mellem stene på stranden bl.a. ammonitter, hvoraf mange med pyrit, pyritkrystaller, 2 stk. hajtænder fra hybodonte hajer, brakiopoder, belemnitter, muslinger, store østers ”Djævlens tånegl”, nogle bevokset med ormerør og små østers.
Vi skulle gå fra stranden til Hotellet, en tur på ca. 2 km, som nok føltes længere pga. træthed efter busturen men også lasten af fossiler. Vel ankommet, og efter kun lidt forvirring da turdeltagerne ankom lidt i god tid, var trætte og utålmodige blev vi indkvarteret på Hotel Vancantel Port Guillium. Senere fulgtes vi hen på Le Bistro Du Port hvor turlederen havde arrangeret fællesspisning kl.19.00. Menuen bestod af paté, blåmuslinger og æbletærter, Târte Normandie. For nogle enkelte en lidt blandet fornøjelse men jeg tror at flertallet nød maden. Og så var det en glædelig overraskelse at måltidet var med i turprisen.
Monika Hjelte
Sultne fossiljægere på resturanten hvor vi spiste aftensmad hver dag.
Nogle af fundene fra dagens jagt.
Mandag den 21. marts
Efter morgenens indkøb i det lokale supermarked i Houlgate gik busturen gennem et solbeskinnet landskab med mistel-sten-bevoksede træer, fine bindingsværksgårde, landsbyer og småslotte. Undervejs er lille ophold ved Pegasusbroen, hvor et containerskib skulle passere. Målet var kysten ved Luc sur Mer Lion sur Mer med lag fra Bathonien, Mellem Jura. Her udspillede sig i løbet af dagen det (uden overdrivelse !) annoncerede orgie i brachiopode-indsamling. Dels løstliggende på stranden, dels mere eller mindre nyudvaskede i lerholdige kalkstensflader i tidevandszonen. Jeg registrerede følgende arter:
Terebratulida:
De glatskallede Digonella digona (Sowerby 1815) med karakteristisk trekantet omrids og retlinet mundingsrand, Ornitella sp. eller Obovothyris obovata (Sowerby 1812) med mere afrundet omrids, Cererithyris fleischeri (Oppel 1857) med lige mundingsrand samt Avonothyris langtonensis (Davidson 1852) med kraftige plikationer og bølget mundingsrand. Desuden den fintribbede Dictyothyris coarctata (Parkinson 1811) med plikationer i hele skallens længde og bølget mundingsrand samt den lille groftribbede Flabellothyris flabellum Defrance 1828. Endelig den groftribbede Eudesia cardium (Lamarck 1819) og den lidt mere fintribbede Eudesia multicostata (Tintant 1963) med lige mundingsrand.
Rhynchonellida:
Den fintribbede Rhynchonelloidella elegantula (Deslongchamps 1863) med lige mundingsrand, den fintribbede Kutchirhyn-chia obsoleta (Sowerby 1815) med bred lav sulcus samt Goniorhynchia boueti (Davidson 1852) og Kallirhynchia yaxleyensis (Davidson 1878) - begge med dyb ventral sulcus.
Af søpindsvin blev overvejende indsamlet Polycyptus normannus Desor 1847, Acrosalenia spinosa Agassiz 1840.
Jens Drivsholm
Lion sur Mer
Brachiopoder siddende i klinten.
Efter dagens jagt var der samlet mange hundrede fossiler.
Tirsdag den 22. marts
Dagen startede med den rene forkælelse: Vi skulle først troppe op ved bussen kl. 10, så der var god tid til morgencirkusset, men der er altid noget, der kan finde på at forlægge sig, selv her i starten af turen. Efter indkøb i Hyper U af frokost og andre vigtige sager som calvados og skumbad holdt vi snart efter oppe i toppen af Villers-sur-Mer med fint kig til kirken ned ad gaden og den stejle og lange trappe for den anden ende, ned mod stranden.
Villers-sur-Mer eller Villers, som vi udtaler det på godt jysk med alle l’er og s’er, er en god gammel kending for os, som har rejst med Henrik og Tage gennem en pæn slat år. Sammen med Houlgate og De Sorte Køer danner lokaliteten nemlig den rigeste kyststrækning, hvad udbuddet af Jura-fossiler angår. Allerede i 1700-tallet før geologien egentlig blev ’opfundet’ som videnskab, interesserede franske videnskabsmænd sig for de mærkelige genstande, lerskrænterne åbenbarede det kan vi konstatere i det fine hæfte, mange af os købte et par dage senere på den nyåbnede udstilling i byen.
Tage havde både i den skriftlige introduktion og den mundtlige i bussen givet os en supergod appetitvækker til alle de gode sager, det ville vrimle med i skrænterne og på stranden, og da vi først havde iført os vores specialarbejdertøj og rygsække, var vi i fuld fart ned ad trappe, vej og betonbeskyttelse for at nå det forjættede land. Næsten ingen lod sig skræmme af, at tidevandet ikke havde trukket sig nok til, at man kunne komme omkring første pynt man gik da bare op over lerskrænterne og startede straks jagten. Vi var dog nogle få stykker, der ikke brød sig om tanken om at sidde fast og skulle reddes fra lersmattet, så vi ventede pænt på, at vandet opførte sig som planlagt og trak sig nok til, at vi kunne komme videre mellem to bølger. I ventetiden fandt nogle af os småtterier i leret, mens andre nød, at der endelig var både varmt og solskin. Efterfølgende hørte vi, at kun få blev fanget af det bløde ler, men kunne vriste sig fri ved egen hjælp.
Gensynsglæden med den fine lokalitet var stor, og de fleste af os nød at støve rundt mellem blokkene og finde interessante fossiler, mens andre forcerede lerskrænterne på beundringsværdig vis. Vejret var superfint med vindstille og sol for det meste, dog sneg lidt havgus sig ind. Paraglidere fløj om ørerne på os, og folk i fine sko kom spadserende, så vi var en yderst broget forsamling, der nød stranden på hver sin vis.
En lille, sej trop besluttede sig for at arbejde sig gennem hele lokaliteten og måtte dermed gå hele vejen hjem, mens de fleste af os cirkulerede ved Villers og omkring Køerne for at vende tilbage til bussen til aftalt tid. Det føltes som ren luksus, da vi jo godt vidste fra mandagen, hvad vandreturen ville indebære.
Efter dejlig mad på vores stamrestaurant med de kvikke værter aftalte vi at samles til afterstoning i det lille ovale rum i stueetagen for at gennemgå de bedste af vores fund. Og det var imponerende og glædeligt, hvad dagen havde indbragt. Et lille udpluk: mange irregulære søpindsvin (bl.a. Nucleolites ((heriblandt et stykke oolith med hele 6 eksemplarer)), Holaster og Hemiaster bufo), køller fra regulære søpindsvin fra skrænterne (Paracidaris florigemma), snegle og muslinger (fx Pholadomya, Neithea, Trigonia og Myoporella) og små bronzeskinnende ammonitter, hele og stykker af meget store ammonitter (bl.a. Cardoceras), flotte svampe, koral i god bevaring, forstenet træ, et lille knoglestykke i matrix, og sluttelig de mindste fossiler, man tror det muligt at finde med det blotte øje: musling på 2 mm, søpindsvin på 2,5 mm og hel belemnit på ca. 2,5 cm.
Det var bare sådan en god dag! Tak til Henrik og Tage, fordi I laver dette flotte stykke arbejde, vi kan kun være taknemmelige!
Der klædes om på vejen i Villers.
De sorte køer på stranden tæt på Villers.
Tommy med en flot hjertesøpindsvin.
Afterstoning på hotellet.
Ammonitter mm. fra dagens tur.
Museet i Villers
Onsdag den 23. marts
Dagens tur startede kl 10 hvor vi kørte til vores sædvanlige indkøbscenter og få provianteret til dagens tur.Derefter kørte vi til Villers til et nyt museum, der var en fin udstilling af fossiler og kl. 12 kørte vi til Trouville en flot kystby med mange spændende huse og et kæmpestort casino som vi dog afholdt os fra at gå ind. vi gik istedet en lang strandpromenadetur inden vi kom til stranden uden for byen og hvor skrænterne begyndte,der ventede sneglene og søpindsvinene og amonitterne på at blive samlet op.Tage fandt en kæmpeamonit son han havde sit besvær med at få slæbt med hen til bussen, vi andre kunne nøjes med nogle mindre. Da vandet var faldet var der nogle der var helt ude ved vandkanten og finde mange fine søpindsvin. Der var afgang fra Trouville igen kl. 18 og kl. 20 samles vi igen på ynglingsrestauranten til aftensmad. Efter et lækkert aftensmåltid var det tid til afterstoning for at beundre de andres flotte fund.Endnu en dejlig dag med godt vejr og dejlig selvskab var slut.
hilsen Benedikte
Stranden ved Trouville
Tage fandt denne ammonit ved Trouville
Fine fund fra Trouville
Torsdag d. 24 marts
Efter morgenmaden kørte vi mod Caen, forbi denne store by og videre mod den mindre og hyggelige by Bayeux. Ca. halvdelen af turdeltagerne gik ind for at se det gamle Bayeux-tapet, som byen især er kendt for. På museet er der også en fin middelalderudstilling som et supplement til tapetet. Nogle gik derefter mod domkirken som er meget spektakulær, enkelte tog på D-dagsmuseum. Andre valgte at kigge lidt på butikker og/eller at nyde en forfriskning på café, restaurant eller konditeri. Herefter kørte vi mod Port en Bessin, hvor vi skulle samle fossiler fra Bathonien, samme alder som kalkstenen ved Luc og Lion sur Mer, men meget anderledes. Her er der megen mergelkalk og hårde kalkstensbænke, hvor vi bankede belemnitter, brakiopoder, ammonitter og forstenet træ frit. Enkelte fandt lidt projektiler fra D-dagen, en mortér-granat blev dog liggende. Fra afterstoneingen blev øvrige fossiler noteret: svampe, glatte og ribbede brakiopoder, snegle som f.eks. Pleurotomaria, muslinger som Trigonia og kammuslinger, søpindsvin, nautiler, samt mineraler i form af kvarts og calcit. Endnu en god dag i godt selskab.
Tage Burholt
Bayeux-tapet
Kirken i Bayeux
Klinten ved Port en Bassin
Nogle gode fund fra Port en Bassin
Fredag den 25. marts
Kridttiden primært Cenomanien, 100 - 94 millioner år.
Denne Langfredag var speciel, da Kurt skulle fejres for sin 50 års fødselsdag, så efter den obligatoriske indkøbstur i Huber U, var der dømt fødselsdag i bussen til turens fjerneste destination Etretat. EA’s synlige spænding blev udløst, da der blev sunget fødselsdagssang og en til lejligheden indkøbt lagkage skulle sendes rundt i bussen. Den sukkersøde, skumbamse konsistens i alle regnbuens farver nåede vist rundt godt 2 gange.
Etretat.
Vi ankom lige omkring højvande og stranden bestod udelukkende af rundslebne sten, som der var total forbud mod af fjerne, så de små 2 timer der var afsat til besøget skulle bruges på andet end fossilsamling. Skønt vejret var både solrigt og mildt benyttede kun få chancen og gik op på toppen af klinterne Porte d’Aval og la Manneporte for at få det fantastiske syn af kysten, klinterne og Etretat. Resten hyggede sig i byen på vanlig vis med lidt shopping, cafe eller en øl.
Yport.
Ca. ½ time tog turen til Yport, som var en ny 5. destination på stenklubbens ture på denne del af kysten. Fossilmæssigt var fundene meget begrænsede og var primært meget slidte søpindsvin, samt lidt rødfarvede svampe. Sandsynligvis ikke et sted for gentagelse. På hjemturen var Kurt vært med flere flasker dejligt ”champagne” samt et utal af små marcipanbrød. Aftensmaden blev indtaget lidt sent på Le Bistrot du Port og pga. de få fund blev Aftersteningen aflyst alle var dog ikke orienteret om dette. Alt i alt en dejlig afslappende dag med sol og dejligt vejr i de timer vi var udendørs.
Dorthe
Klinterne i Etretat
Klinterne ved Etretat var der kun nogle få som så.
Klinten ved Yport
Søpindsvin med velbevaret skal i klinten ved Yport. Der blev fundet en del fine stykker med calcedon, søpindsvin samt nogle pigge. Helt ude var der mange svampe.
Houlgate. d.26. marts
Så lykkedes det igen der blev plads til al vor bagage i bussen!
Lejlighederne var rømmede, støvsugede og nøglerne var afleveret. Derefter gik vi i flok med stranden ved Houlgate. Undervejs passerede vi den lokale fiskehandel. Her var der et stort udvalg af muslinger, snegle, østers, rødhajer, rødspætter og små og STORE krabber. Et par fiskerbåde var ved at komme i havn og langs kanten var der nogle som var så heldige at se en svømmende bisamrotte!
I Houlgate blev der kikket vinduer, handlet til frokost og nogle besøgte cafeerne, tiden skulle bare gå på bedste vis, da tidevandet først trak sig over middag.
Vi var dog nogle, der forsøgte at komme ud i lerskrænterne og de små bugter der dannedes når vandet trak sig. Resultatet var flere små ammonitte og brachiopoder- og adskillige våde støvler, sokker og bukser. Af og til blev nogle fanget i se centimetersmå bugter, eller tog fejl af bølgerne når man passerede en pynt lige da den største bølge kom det tidevand trækker sig altid FOR langsomt.
Frokosten blev indtaget på stranden, og efterhånden blev der plads til at kunne lede i fred og ro mellem blokkende helt ud til de ”Sorte Køer”.
Det blev en meget givtig dag, der blev fundet rigtig mange søpindsvin i flere størrelser Troels slog rekorden med et Gardiaster granulosus på 9 x 7 cm. Desuden blev der også fundet utallige små pyrit ammonitter og enkelte større, og flere udgaver af muslingen Myophorella b.la. Nogle med fin skal og i farver. Mange snegle, både tårnsnegle og ”pløre-marie”, forskellige svampe, enkelte nautiler, b.la. fandt Niels Rask en fin udgave med tydelig skal på. Mange fine udgaver af ”djævlens tånegl”, tandøsters, muslinger og små hele belemitter plukket direkte ud af leret. Endelig skal nævnes at Monika fandt en tand fra fiske- eller svaneøgle, og Helle fandt en lemmeknogle fra samme dyr.
Kl. 18 var vi alle tilbage ved bussen, det klamme og lerede tøj blev for de flestes vedkommende skiftet ud med noget andet, og så gik turen nordpå mod Danmark.
For at tage det i omvendt rækkefølge vil jeg slutte med at fortælle at døgnet startede i meget festligt og sjovt selskab i Susannes, Hanne, Grethe og Helenes lejlighed. Her blev gjort et rigtig godt forsøg på at lette Susannes bagage for en flaske whisky så vi var nogle stykker der blev godt imprægneret indvendigt af den røgede drik!
Endnu en påske blev tilbragt på bedste vis ved Normandiets dejlig kyster i godt fossilsamler selskab. Tak til alle for det.
Inge Lise
Det var stadig lidt højvandet da vi fik på stranden, men det faldt dog ret hurtigt så turens sidste jagt kunne begynde
Stranden ved Houlgate .
Selvom vi havde besøgt lokaliteten tidligere var der stadig mange fine fund, som f. eks. Jeppes fine ammonit.
Så går det hjemad efter turens sidste jagt.
Eriks store musling.
Monikas tand.
Søndag den 27. marts
Hjemturen var startet kl. 18 lørdag aften fra Houlgate og nordpå det gik. Vi stoppede ved en rasteplads nord for Hamborg og fik morgenmad. I Fredericia skulle de første af og de sidste i Nykøbing son vi ramte kl.15. Tak til alle for en fantastisk tur med mange gode fund og dejlig vejr.En stor tak til Henrik og Tage for det kæmpe arbejde i har gjort for os.
Hilsen Knud Erik
Alle deltagerne tilbage i Fredericia igen.
|