Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem

                          
                          
                          

 
Formandsberetning

Generalforsamling i Vestjysk Stenklub, lørdag den 15. februar 2014.

Formandsberetning:

Når man nu har valgt at være stensamler i større stil, er man jo engang imellem nød til at rydde op i tingene. Der dukker de mærkeligste sager op som man næsten havde glemt blev fundet på en dejlig tur for længe siden. Når man så sidder med et fossil eller mineralstykke, husker man en masse om den tur hvor det blev fundet. Hvem der var med, hvordan vejret var, fornemmelsen af lokaliteten og mange andre detaljer.

Tingene vi finder får en historie, både som minder om nogle dejlige oplevelser, men også fordi de fortæller en masse om de tider de stammer fra rent geologisk. Det er for mig, og sikkert også for alle I andre, det bedste ved den skønne hobby vi har valgt.

Vestjysk Stenklub har eksisteret i 38 år, vi har lidt over 60 medlemmer, og efter min mening nogle af Danmarks bedste lokaliteter indenfor meget overskuelig rækkevidde. Vi er en lille sammentømret flok af fossilspecialister som, hvis der er noget at finde, nok skal finde dem. Også selvom de forsøger at gemme sig de mest mærkelige steder. Den sidste nye skildpadde i kørevejen i Ejerslev Molergrav in mente.

Vi har ture til mange spændende steder, både herhjemme og i udlandet. Der er mange muligheder for at få gode råd og tips hvis man vil på tur til en bestemt lokalitet eller land, bestemmelse af fund, råd om slibning og skæring, præparation og meget andet. Og så er det altid skønt at være sammen med andre som interesserer sig for det samme som en selv.

Det er som altid blevet til en masse ture rundt omkring i den forløbne periode siden sidste generalforening. Denne gang har jeg bestemt mig for at gøre det kort m.h.t. gennemgangen af arrangementerne. Man kan jo læse om dem og se billeder derfra på hjemmesiden sammen med alt det andet spændende der er på den.

Sidste generalforsamling den 9. marts 2013 havde 29 deltagere. Tage fortalte udførligt om Gotland, og havde medbragt fossiler fra øen. Udenfor var det bidende koldt, og de få der bevægede sig ud kunne se nogle flotte træstykker i et par bilers bagagerum. Der blev nu ikke fundet noget nævneværdigt hen ad stranden.

Rørdal kalkgrav øst for Aalborg blev besøgt af 16 personer den 20. april, hvoraf flere var med fra Århus-klubben Jysk Stenklub. Det var flot vejr, og det regnede ikke, -vigtigt. Der blev fundet mange ting, bl.a. en fin nautil m.m.. Vi har snart tur dertil igen, håber selv på at finde en Mosasaurus-tand ??

Gotlandsturen i maj havde 12 deltagere fordelt i tre biler, og det var vist en rigtig god tur med godt samvær og mange flotte fund. Faldt især over Henriks sølilje med krone og firkantkorallerne.

I juni den 8. mødtes 15 mennesker ved Klitgaard-Aggersund hos Dankalk, hvor der blev fundet en del ting. Nogle af deltagerne var forbi Finn Hasselbom`s butik og samling i Aars på hjemvejen.

Lørdag den 6. juli stod Limfjordsøen Fur for skud, og her deltog 23 personer. Vi mødtes på parkeringspladsen ved Østklint, og der var mange fine medbragte ting at se på. Skotlandsfossiler m.m.. Det var lidt sværere at finde noget, dog fandt Henrik den flotteste hale af en Holosteus, - langstrakt fisk.

Den 17. august mødtes 12 klubmedlemmer ved Lønstrup Klint i Nordjylland, Nørre Lyngby. Her blev fundet ikke så gamle plantedele og insektrester i mar-jord. 2500 år ??? Så ud som nye.

Sidste års familietur gik til Skyum Østerstrand den 7. september, hvor vi alle 12 mødtes ved Helle og Kurts sommerhus i det fineste vejr. Strandtur, grill og vinsmagning. Hvad kan man forlange mere ??

Det bedste sted for tiden viste sig igen at være Ejerslev Molergrav lørdag den 12 oktober . Der blev fundet en del træstykker, fisk og andre ting. Men det sjoveste var en stor cementsten i kørevejen som Henrik havde haft øje på i nogen tid. Den blev brækket op med Ulriks fine brækstang. Og ved nærmere eftersyn viste den sig at indeholde rester af en stor skildpadde. Hvor meget vides ikke endnu.

Lørdag den 9. november var det igen tid til Sten På Bordet. Vi var tretten til bords, men det gik jo fint alligevel. Bordet var pyntet med et styk stor ( meget ) cementsten med skildpadde. Hvem kan stikke den ?? Der var mange som havde medbragt fossiler, både fra Got- og –Skotland, og herhjemmefra.

Ikke langt fra Thisted ligger en meget spændende kalkgrav i Hillerslev. Hertil blev der den 23. november lavet en tur af Henrik med 10 deltagere. Der blev fundet søpindsvin, pigge , ammonitter, et enkelt vættelys der er sjældne her, muslinger m.m.. Dybde-pløjning er en rigtig fin ting, og der var en masse gode blokke at flække.

Tur til Hamburg – messen havde vi ikke arrangeret i klubregi denne gang, men vi tager derned i år. Ragna og Alex arbejder ihærdigt på at lave en tur med Hanstholm Rejser i stil med den vellykkede tur for to år siden. Og sig til hvis du / I vil med i god tid. Henrik, Tage, Frank Osbæck og jeg kørte derned sammen den 7. , og havde en super tur, hvor vi mødte en masse dejlige kendte mennesker fra nær og fjern. Der var som altid virkeligt meget spændende at se på, - og for den sags skyld at købe. Ens surt sammensparede små –skillinger kan alt for hurtigt få ben at krybe på. Man kan altid tage billeder.

Dette år 2014 startede med Nytårsmødet den 11. januar, denne gang hos Ellen Lynggaard i Nørre Dråby ved Søe Bugten. 15 mennesker mødte op i Ellens dejlige og rummelige gildesal. Og da vi som altid opførte os rigtigt pænt, har jeg hørt at vi godt må komme forbi igen. Man kunne jo ellers godt have forestillet sig at pakkespillet, som det før er sket, havde udviklet sig med tumultagtige scener. Men det gik rimeligt fredeligt uden de helt store ”meningsudvekslinger”, fysiske som verbale. En anden situation som kunne have udviklet sig til mødet var manglen på lagkager. De ellers så trofaste deltagere Ketty og Bent, som laver verdens bedste lagkager, kunne ikke deltage i sammenkomsten. Det løste Henrik resolut ved at bestille nogle hos Sejerslev bager. De kan også anbefales. Enkelte var en tur på stranden, havde fået lov/sankekort af Ellen. Ulrik havde nogle flotte skiver poleret træ med. Senere på dagen kørte de fleste lige en tur forbi museet, hvor Henrik blandt andet viste os en masse super-flotte kridtfossiler, og alt det andet spændende. Dejligt møde !!

Som de fleste har bemærket var der ingen slibedage. Det Gule hus er blevet renoveret gennemgribende, og skal nu lejes ud. Vi har snakket om måske at finde noget i Nykøbing der kan fungere som klublokale m.m..

I påsken i april er der tur til Syd-Tyskland, området ved bl.a. Solnhofen. Der er så vidt jeg ved enkelte pladser tilbage, hvis man er hurtig. Vi har også byttet om på februar og marts m.h.t. denne forsamling og tur til Østsallings mørke ler. Og der er tur til Rørdal i begyndelsen af april den 5.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige foreningen og dens medlemmer en stor tak for at jeg har måttet være dens formand i 17 år siden maj måned 1997. Jeg synes vi har en rigtig god sammenslutning med en uformel omgangstone. Det er så heldigt at bestyrelsen har fundet en anden kandidat til posten, nemlig Alex Brødsgaard. Han har indviljet i , godt nok under trusler om moderat (?) magtanvendelse og personligt indsamlingsforbud langs Limfjordens kyster, at ville overtage / stille op til posten som formand, hvis forsamlingen ønsker dette. Det håber jeg meget, da Alex vil være den helt rette til dette. Det er indimellem godt med ”nye” folk og nye ideer-energi, og alle her kender Alex som en meget venlig og troværdig person med stor interesse for geologien med hvad deraf følger.

Nu er det jo sådan at er man først blevet grebet af fossilfeberen, så hænger man på den for altid. Jeg holder stadigvæk meget af vores forening, og jeg vil gerne fortsætte i bestyrelsen, såfremt forsamlingen ønsker dette. Men det skal vi jo snakke om lidt senere.

Endnu engang tak til jer fordi I har udholdt mig så længe, for alle de gode oplevelser og sammenkomster. Tak til jer alle der får det hele til at fungere, så er ingen glemt. Håber Vestjysk Stenklub må eksistere i mange år fremover, med rigtig mange gode ture, fund og oplevelser.

Poul Søby
Tilbage til referat

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.