Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem
 
Kæmpegræshoppe fundet i moleret på Mors

Af Henrik Madsen, Moler Museet

Moler Museet på Mors og medlemmer af Vestjysk Stenklub havde i slutningen af november stor glæde ved at have besøg af geolog Julian Petrulevicius fra Argentina. Julian Petrulevicius har fossile insekter som speciale og han holdt et lille foredrag om fossile insekter fra Argentina og Danmark. Efter et spændende møde hvor medlemmerne havde medbragt deres egne fund gjort i sommerens løb, tog nogle til Ejerslev molergrav, som ligger på det nordlige Mors, for at finde nogle ”nye” fossiler.


Ejerslev molergrav
Molergraven i Ejerslev er velkendt i fossilsamlerkredse som et af de bedste steder i Danmark, hvor man kan finde fantastiske 55 millioner år gamle fossiler. De typiske fund er fisk, træ, insekter, samt slangestjerner. Indimellem dukker der også så sjældne dyregrupper op som fugle og skildpadder. Fossilerne er ofte meget velbevarede i nogle specielle kalksten i molerlagene, kaldet cementsten. Det er også i disse sten, at langt de fleste Danekræ er fundet.



Denne komplet bevarede løvgræshoppe er 55 millioner år gammel og blev fundet for første gang i november 2010. Græshoppen tilhører slægten Pseudotettigonia og har artsnavnet amoena. Eksemplaret er en han, og fra hovedet til vingespidsen er længden 7,0 cm

Kæmpegræshoppen
Der blev fundet en del fossiler, især insekter, men også et par fisk og et stykke træ. Det var dog et fund gjort af Moler Museets leder Henrik Madsen, som fik de andre fossiljægere til at spærre øjnene op. Han havde kløvet en stor cementsten hvor noget af en vinge var synlig. Efter nærmere undersøgelse med en lup, der forstørrer 10 gange, kunne det konstateres, at der var tale om to vinger fra en løvgræshoppe og tilsyneladende noget af et bagben. Stenen var desværre kløvet så uheldigt, at den var flækket skævt og desuden gået i flere stykker. Stenen med græshoppen kom med på Moler Museet, hvor den blev limet sammen og herefter præpareret frem med en gravørpen. En gravørpen slår meget små stykker af stenen væk og virker som en lufthammer i kuglepennestørrelse. Efter ca. 20 timers graven med gravørpennen under en stereolup, viste det sig at græshoppen stort set var komplet og at det drejede sig om en hangræshoppe. Det var med stor glæde og begejstring at Henrik Madsen kunne se på den fantastiske bevaring, idet der aldrig tidligere er fundet et komplet eksemplar af denne type græshoppe i molerlagene.



En velbevaret forvinge fra en hungræshoppe med tværgående farvebånd. En vinge som denne er faldet af græshoppen, inden den havnede på havbunden og forstenede.

Tidlig beskrev art
Græshoppen er et af de insekter som Kaj Henriksen beskrev allerede i 1922. Det var dog kun på basis af en løs forvinge. Han navngav græshoppen Pseudotettigonia amoena. Professor i palæontologi Jes Rust, der i dag underviser på universitetet i Bonn, undersøgte i 1999 molerets insektfauna grundigere end nogensinde og heriblandt nye fund af græshoppen P amoena. Siden 1989 var der sket en markant stigning af insektfund i de fossilrige molersten. Der er indsamlet over 20.000 insekter fra molerlagene, men der er aldrig fundet en komplet P amoena. De første fund, som kunne genkendes, var vingerne med karakteristiske mørke bånd.



Løsfundet bagben med både lårben og skinneben. Da et lårben blev fundet alene første gang tilbage i 1989, troede Henrik Madsen, at det var en vinge fra en stankelben. Denne misforståelse blev dog ændret, da han senere fandt et helt bagben.

Løse fund
Der gik så ca. 70 år før der blev identificeret flere dele af denne græshoppe af Henrik Madsen. Det var en del af bagbenet kaldet femur eller lårbenet, der først blev fundet, men det var da skinnebenet kaldet tibia sad på lårbenet, den rette sammenhæng faldt på plads. Herefter blev hunnernes læggebrod identificeret, bagvingerne og de øvrige ben. Hovedet er kun fundet to gange. Under gennemgang af disse ca. 100 løse græshoppedele gjorde professor Jes Rust en spændende opdagelse. Han fandt en forvinge, som tilhørte en hangræshoppe. Ved vingernes basis er et område kaldet for stridulationsapparatet. Dette fund var banebrydende fordi løvgræshoppehanner laver deres sang med netop forvingerne, som de gnider hurtigt mod hinanden. Fossilet var så velbevaret, at det var muligt at rekonstruere den 55 millioner år gamle græshoppes sang, på trods af at den aldrig var fundet i komplet tilstand. Denne unikke nyhed blev da også offentliggjort i det ansete internationale naturvidenskabelige tidsskrift Nature.



Stridulationsapparatet er en del af spejlet, der er placeret ved basis af hannernes forvinger. Den røde streg viser filen, som den laver sangen med. Græshopper har en tilsvarende fil på den modsatte forvinge, og når de hurtigt gnides mod hinanden stridulerer hannen for at kalde på parringslystne hunner.


Græshoppens sang
I sit arbejde med græshoppen kom Jes Rust ind på den videnskabelige gren der hedder tafonomi. Det er hvordan f.eks. et insekt går i stykker under forrådnelsesprocessen. Der er lavet forsøg med insekter, der havner på havoverfladen, og hvad der sker, mens de flyder rundt på overfladen. Et fuglelig kan flyde på vandet i op til en måned før det går til bunds, hvorimod et insekt kun flyder i omtrent en uge, før det er gået så meget i opløsning, at det ikke er muligt at identificere det. At der ikke er fundet eksemplarer af den komplette løvgræshopper
P amoena skyldes, at den simpelthen har haft en så god flydeevne, at den er gået i opløsning på havoverfladen, hvor vinger og ben med mere er faldet af, efterhånden som forrådnelsesprocessen skred frem. Det store vingespand og kroppen har simpelthen virket som en tømmerflåde.



Løvgræshopper har høreorganet placeret på forbenet lige under knæleddet. Til højre ses forstørret foto af høreorganet, der kun er 2 mm.



Læggebrod som hunnerne stikker i jorden for at lægge æg. Fund af disse blev indsamlet uden egentlig at vide hvad det var, men midt i 90´erne blev de vist til entomolog Nils Møller Andersen, der kunne identificere dem.

Måske fremtidig Verdensarv
Den nyfundne løvgræshoppe vil med stor sandsynlighed blive erklæret for Danekræ, på grund af den enestående udstillingsmæssige og videnskabelige værdi. Molerklinterne er kandidat på UNESCO´s verdensarvsliste og den store biodiversitet, samt den konstante tilgang af nye arter vil forhåbentlig medvirke til at optagelsen på verdensarvslisten bliver realiseret i nær fremtid.

...........................................Hjem

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.