Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem
 
Havskildpadde fundet i moleret på Mors

Af Henrik Madsen, Moler Museet

Skildpadder er sjældne at finde i de danske
geologiske aflejringer. Denne artikel fortæller
blandt andet om et meget velbevaret eksemplar fra Mors.


Tegning af verdens ældste skildpadde, som fandtes for 210 millioner år siden.

De ældste skildpadder
Proganochelys med det populære navn Triasskildpadde er den ældste skildpadde art fundet på verdensplan. Denne art er kendt fra Tyskland og Thailand i lag fra øvre Trias, som er omkring 210 millioner år gamle. Fordi denne art generelt har avancerede karakterer er de fleste forskere enige om, at det ikke er den ældste art, men bare det ældste eksemplar, som er fundet hidtil. Det forventes at der i fremtiden vil blive fundet fossile skildpadder der er ældre. De ældste havskildpadder er fundet i Nedre Kridt, og er ca. 110 millioner år gammle. Det er i Santana Formationen i Brasilien fossilet af denne havskildpadde er fundet.

Mange krybdyrgrupper uddøde i slutningen af Kridttiden, og dette havde en indvirkning på udviklingen i tertiærtidens økosystemer. Ikke desto mindre var der andre krybdyrgrupper, som blomstrede op og heriblandt var havskildpadderne, hvis orden kaldes Chelonia. Skildpadders knoglerester er de hyppigste fund af krybdyr i Paleocæn tidens fauna. Det er endda foreslået, at denne periode burde kaldes for ”Skildpaddernes tidsalder”. Former som levede i vandløb og søer er meget lidt påvirkede af overgangen ved K/T grænsen. Selvom nogle slægter uddøde ved denne begivenhed, var der alligevel mindst 15 slægter i tidligste Paleocæn. I slutningen af Kridttiden, noget før K/T grænsen, uddøde kæmpe havskildpadden Archelon, som havde et skjold på op til 2,2 meter.


Molerprofil i Ejerslev molergrav. Cementsten, i centrum af fotoet, med askelag + 31.

Skildpaddefund i Danmark
I Danmark kendes der fossile skildpadder i lag fra Nedre Kridt på Bornholm. I Limfjords området er de fundet i det paleocæne moler og ved Trelde Næs, det eocæne plastisk ler, samt i det miocæne glimmerler i Gram. Det er dog meget sjældent at finde fossile skildpadder herhjemme, og de fleste tidligere fund er fragmenter af disse krybdyr. Der er også fundet subfossile skildpadder og deres æg i mosefund fra Stenalderen. Også i dag lever der få sumpskildpadder i den danske natur, men om disse er direkte efterkommere fra Stenalderen eller om de er kasserede kæledyr, der er lukket ud i naturen er ikke helt klarlagt.


Tegning af ryg- og bugskjold.


Læderskildpadde kranie, Eosphargis breineri.

Det største eksemplar, fundet i 1957, er lidt over halvdelen af den store læderskildpadde Eosphargis breineri fundet på Fur. Fra moleret kendes også brudstykker af to andre eksemplarer fundet for over 65 år siden. I 90erne blev to fund af skildpaddefragmenter, fra henholdsvis moleret på Mors og det plastiske ler ved Trelde Næs, erklæret for Danekræ.


Knogle fra det plastiske ler ved Trelde Næs. DK nr.149. Foto: Sten L. Jakobsen


Hele stenen med lidt af skildpadden frempræpareret.

Det mest velbevarede fund
Skildpadden, der er 10,5 cm fra snuden til skjoldets bagerste kant er bevaret i cementsten fra niveauet med askelag +31. Fossilet er fra Ejerslev molergrav på østsiden af det nordlige Mors. Stenen med skildpadden kom frem under gravning af moler der bruges til produktion af kattegrus. Fundet er gjort af Moler Museets leder Henrik Madsen, men på fundtidspunktet var det ikke til at se hvad det var, der var bevaret i den kløvede skærve. Knoglerne i stenen så alligevel interessante ud, så skærven kom med hjem, men blev lagt til side, da det var klart for finderen, at den ville tage mange timers præparations arbejde at blotligge. Da præparation med en gravørpen endelig kom i gang, gik der 4 – 5 timer inden det blev klarlagt, at der var tale om knogler fra skildpadde. Der blev arbejdet på den fossile skildpadde dagligt de næste uger. Det var ret spændende arbejde, og efterhånden som mere og mere blev blotlagt, stod det klart at Luffe, som skildpadden var blevet døbt, var helt enestående i bevaringstilstanden.


Den absolut mest velbevarede fossile skildpadde i Danmark.


Foto viser brudfladen, der var det eneste synlige tegn på at stenen indeholdt et fossil. Th. ses kraniet.


Venstre forben med de forskellige knoglers navne.


Randplader med hud mønsteret bevaret.

Det viste sig at være et fuldstændig komplet eksemplar, med den horn- eller læderagtige hud bevaret på lufferne og hele vejen langs skjoldets kant med fine trekanter. Dette er helt udsædvanlig bevaring, idet knogler og benplader er det typiske at finde.


Kraniet set fra oven. Lidt deform p.g.a. tryk.

Bestemmelse af Luffe
For at finde ud af hvilken type skildpadde det drejede sig om sendte finderen et foto til den førende europæiske ekspert i fossile skildpadder, France de Lapparent de Broin, CNRS, Muséum national d'Histoire naturelle, Paris.

Hun svarede, at det klart er et meget interessant og smukt eksemplar. Det er formentlig en ny taxon i familien Cheloniidae (Havskildpadder). Det kunne være enten en taxon af en identificeret familie fra Kridttiden efterfulgt i Paleocæn. Det er et juvenilt eksemplar, og derfor svært at sammenligne med de fuldvoksne, allerede beskrevede eksemplarer. De juvenile er ikke fuldstændig forbenet i skjoldpladerne og er mere runde end de fuldvoksne, og mangler de afgørende karakterer. Ingen af de beskrevne fuldvoksne former, ville have et tilsvarende skjold som juvenil.

Ejerslev eksemplaret er ikke blandt de kendte Cheloniidae, Erquelinnesia former fra Paleocæn i Belgien og Frankrig, eller Euclastes gruppen fra Paleocæn i Marokko.
Den Cheloniidae, form, Tasbacka fra Paleocæn i Khazakhstan, samt den Toxochelyidae form, Dollochelys fra Paleocæn i Belgien er også andre former. Den Argillochelys-Puppigerus-Eochelone gruppe fra det eocæne englske-belgiske-franske bassin, og den Protostegidae-Dermochelyidae gruppe (Læderskildpadder), med Eosphargis breineri fra det danske Eocæn er også udelukket.


Tegning af Glarichelys knorri fra Oligocæn, Schweiz

Det er besynderligt at skildpadden navngivet Glarichelys sp. af E. Nielsen er mindre sammenlignelig med denne slægt end Ejerslev eksemplaret. Faktisk er den uden nogle af de specielle afgørende karakterer, som findes hos Glarichelys slægten. Ejerslev eksemplaret er en Cheloniidae (Havskildpadder), og formentlig i samme gruppe som Glarichelys. Men den adskiller sig ved en længere frontalplade (forreste del af snuden) og ved den mere runde skjoldfacon end den juvenile Glarichelys sp. (med kortere elementer). For en nærmere bestemmelse vil det være nødvendigt at se bugsiden.

Falske fossile Skildpadder
I Danmark er der også mange falske skildpadder. Ofte kommer folk til Moler Museet og fortæller at de har fundet fossile skildpadder. I de sidste 10 år har der på Moler Museet på Mors været mange spørgesten hvor gæster er ret sikre på at de har en skildpadde blandt deres spændende fund. Det har hidtil dog kun været tale om dele af fossile søpindsvin. Det er typisk plader af fladtrykte eksemplarer siddende i kalksten, der fejlagtigt tolkes til at være skildpadder. I sommeren 2007 var der flere turister, som berettede om en kæmpeskildpadde siddende i moler klinten ved Salgerhøj på Mors. Naturligvis måtte dette undersøges, men en tur til lokaliteten bekræftede desværre mistanken. Der var nemlig tale om et cementeret askelag, som stod på højkant. Den ovale sten var eroderet så den havde felter, og dette fik nogle til at mene, at der var tale om en stor fossil læderskildpadde.


Den ”falske” skildpadde på knap en meter i længden, som den kunne ses ved Salgerhøj i sommeren 2007.

Der har i de seneste år været en del krybdyr fra Kina til salg på messer og Internettet. Hvis man ser nøjere efter og ved hvordan knoglerne på en skildpadde skal se ud, er det dog let at afgøre om et fossil er ægte. Hvis der sidder to eksemplarer sammen på en skærve, er det typisk kunstnerisk frihed, idet det næsten er usandsynligt, at finde skildpadder på denne måde. Det er også typisk at de ikke har den rette anatomi (asymmetrisk) og farverne på knogler ikke er ensartede. Disse ”spændende fossiler” er støbt i epoxy, hvorefter dyret er limet på en ægte bjergart og efterfølgende givet den rette patina.

Præparation
Det var meget spændende arbejde at grave den fossile skildpadde frem, selvom det var tidskrævende. Især i perioden, hvor det endnu ikke var sikkert, at hele dyret var bevaret. Der blev studeret tegninger og fotos af kendte fossile skildpadder fra både ind- og udland. Længe var der usikkerhed om hvorvidt der var tale om et komplet eller det et fragmenteret eksemplar. Så dukkede højre forluffe frem og så var det igen spændende om nu de andre lemmer var bevaret.

Det viste sig at alle var bevaret, dog er højre bagluffe trukket ind, så der kun lige kan anes det yderste af fire fingere. De små trekantede aftegninger langs skjoldets yderkant, kom som en overraskelse. Disse trekanter er skildpaddens overhud der er bevaret, som en ultra tynd kulhinde, ligesom insekterne i moleret. Dette er ikke set bevaret hos nogle af de tidligere fund af skildpadder i Danmark. Denne hud er også bevaret på lufferne og mellem pleural pladerne. Imellem disse plader er det yderste af alle fire bugskjoldsknoglerne, kaldet Xiphiplastron synlige. Der er derfor ret stor sikkerhed for at hele bugpladen er bevaret. Når ”finpudsning” af Luffe er færdig kan den ses i Moler Museets udstilling fra 1. maj 2008


For at kunne blotlægge et fossil er det vigtigt at have det rigtige værktøj. Stereolup, gravørpen, en kraftig lyskilde, samt en god portion tålmodighed. Det tog omkring 150 timer at få Luffe gravet frem.

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.