Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem
Aktiviteter
Bestyrelsen
Galleri med foto
Nye fund
Torden Stenen
Link

                          
                          
                          

 
Rejsebeskrivelse fra tur til Harzen 2007

Af Helle og Kurt

Vi lejede en lejlighed gennem FDM i Bad Sachsa. Det er meget fordelagtigt prismæssigt og det ligger godt rent fossilmæssigt. Derudover var der rent og pænt og bar/servering i kælderen og et meget venligt værtspar.

Inden turen havde vi på nettet printet en hel geologisk guide ud, som er lavet i forbindelse med at hele området er udnævnt til GEOPARK, dog kan man få alle siderne som små foldere, når man først er kommet derned, og det er en god idé at få fat i dem, da fotos, kort m.v. her er langt bedre.

Turen fra grænsen tog omkring 5 timer, vi kørte om natten, og det kan, selv om natten, IKKE anbefales at køre østpå over A2, der var kl. 5.00 om morgenen en vældig trafik. Så meget at vi ikke kunne køre ind på rastepladserne. Bliv i stedet på A7 så længe som muligt. Det gjorde vi på vejen hjem og det var en langt hurtigere vej.

Vel ankommet tog vi bestik af de geologiske muligheder og så følgende:

Goslarer Museum i Goslar, hvor de har hele to geologiske samlinger. En helt ny i forbindelse med UNESCO, hvor der ikke er så mange sten/fossiler, men hvor alt er utroligt lækkert sat op- og så den gamle afdeling, hvor der er i hundredvis af fossiler fra hele Harzen. Det var en fantastisk udstilling, som man nok bør begynde med at se, så man ved, hvad det er man skal lede efter.

Naturzeitmuseum i Bad Sachsa, et helt nyåbnet museum, hvor de koncentrerer sig om de to mageløse ting i området: Den gamle vulkan Ravensberg, hvor man kan finde smukke krystalkugler ( vi blev dog nødt til at købe en) og så verdenssensationen de forstenede kvastfinnede fisk ca. 260 millioner år gamle fra kobberskiferen. Det hele er sat op efter nyeste principper og er meget indbydende. Der vises også verdens første flyvende krybdyr, dog i kopi. Endvidere ses på modeller hvor spændende Harzen er rent geologisk. Det er det område i hele Tyskland, hvor der er flest tidsperioder repræsenteret og hvor det er godt rodet sammen/rundt af tidens tand.

Steinkohlen-Besucherbergwerk Rabensteiner Stollen er en gammel nedlagt kulmine, hvor der nu er besøgsværk. På sigt skal der udstilles fossiler fra minen. Men da vi var der, var de endnu ikke helt færdige med indretningen. Man kunne også lede efter fossiler og på ca. 15 minutter havde vi fundet alle de tre forskellige slags planter, der var vist i informationsfolderen.

Einhornhöhle,som er en gammel hule FULD af rester af istidsdyr. Der er også fundet redskaber af Neanderthalere og mens vi var der, så vi en igangværende udgravning af en hulebjørn. Det var en stor geologisk og historisk oplevelse. Selvfølgelig fik vi også lov til at røre ved en ægte hulebjørnekæbe. I tilknytning til hulen er der lavet en lille udstilling, der uddyber hule og fund. Spisestedet ved hulen fortjener omtale. Aldrig har vi fået bedre købemåltid. Frikadeller med kartoffelsalat. Alt hjemmelavet og fuld af urter og spændende bær. Der var en reklame for Slow Food, og det passer. Bestil maden. inden I går ned i hulen og den er færdig, når I igen ser dagens lys.

Die Geosamlung der TU Clausthal, et museum, der hører til den geologiske uddannelse, der tilbydes i byen af samme navn. Museet ligger på hovedgaden, IKKE ude ved universitetet. Det er ligeledes fyldt med spændende sten og fossiler, og havde denne sommer ud over de lokale ting, en lille udstilling med sten og fossiler fra Sydafrika. Ved billetsalget sælges diverse bøger bl.a. Museumsguide til kun 5 Euro. Køb den! Den er fuld af gode tegninger og fotos.

Næsten som nabo til museet, lidt længere oppe ad gaden, ligger en rigtig god boghandel med masser af geologisk og naturvidenskabelig litteratur. Den er også meget rimelig med priserne. F.eks. kostede et geologisk kort, vi havde købt dagen i forvejen, her kun ca. det halve. Og så var der en udsøgt betjening.

Vi nåede også selv at lede lidt efter fossiler i området.

Ved Okerstausee ledte vi uden held i skiffer. Desværre havde en skriftlig henvendelse til kalkbruddet, hvor de finder dinoer, ikke givet positiv respons.

Ved Iberg, hvor vi p.g.a. varmen (35 grader i skyggen) ikke orkede at gå helt op, hvor de gode ting efter sigende skulle være.

Og endelig i kobberskifferen ved Bad Sachsa, hvor der er anlagt en vandresti Naturlehrpfad Schwiebachtal, hvor man vejen rundt lærer/ser naturen og geologien. Ca. midtvejs på stien, som begynder og ender ved banegården, er kobberskifferen blotlagt og man kan med lidt held selv finde en fisk. Vi fandt på ca. en halvtime tre skifferplader med fiskerester på, så det kan lade sig gøre.

Kurt fik også tid til at deltage på en guidet tur, en karstvandring, som var interessant, men fuldstændig fossilfri. Til gengæld var han eneste deltager, så der var rig lejlighed til at spørge og lære.

Alt i alt en rigtig udbytterig tur, måske havde vi ikke så mange fossiler med hjem, men ferien var fyldt med geologi og vi skal bestemt derned igen.

Derudover er der to andre gode ting man kan tage med hjem:

Bergbräu, en dejlig mørk øl og Schierker Feuerstein, den lokale krydderbitter. Begge smager dejligt og har jo lidt med geologi at gøre.

Anbefalet litteratur:

De ovennævnte websider lige til at printe ud.

Kurt Mohr: Die Fossilien des Westharzes

Kurt Mohr: Geologische Wanderungen

Kurt Mohr: 400 Millionen Jahre

Kurt Mohr: Geologie und Minerallagerstätten des Harzes


God tur

Helle Hartvigsen & Kurt Nielsen

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.