Af Henrik Madsen



LOKALITETEN

Koprolitter (forstenede eskrementer) fra fisk udgør de talrigeste fossiler, og disse bliver typisk fanget i den grove sigte. I denne fraktion vil også større haj- og benfisketænder ligge tilbage sammen med knogler og ryghvirvler fra fisk, samt i sjældne tilfælde, hvirvler fra havslanger.

Når de sigtede prøver er tørre, er de klar til at blive analyseret så fossiler kan indsamles og grovsorteres. Denne proces foregår under en stereolup med 10x forstørrelse og en god lyskilde. Selvom både prøveindsamling (typisk opgravning) og sigtning tager en del tid, er det dog sorteringsprocessen, der er mest tidskrævende. I skrivende stund er alt materialet ikke sorteret, så derfor kan der sagtens stadig dukke mange nye spændende ting op i Sundbylaget.


Lerprøver. Ø.th, ses en klump friskopgravet materiale. N.tv. Samme prøve er opløst med vand. N.th. Den grove sigte med maskestørrelse på 0,5 cm som alt materialet først sigtes i.

PRÆPARATION
De mange tandfossiler er ikke rene, men er typisk belagt med forskellige belægninger, der sidder fast på tændernes krone og rod. For at fjerne dette skal der meget forsigtigt krattes i stenen med en nål. Tænderne og hvirvlerne kan ikke præpareres med en gravørpen, da dette værktøjs hamren er alt for voldsomt og vil gøre, at fossilerne går i stykker. En tand, hvor roden er helt indesluttet i sten, tager typisk 45 minutter at grave frem, mens kronen går betydeligt hurtigere. Ved præparation af de små sidetænder skal man være meget forsigtig, specielt hvis roden ikke er velbevaret. Nogle rødder er så dårligt bevaret, at de smuldrer totalt ved forsøg på at præparere dem frem. Dette præparationsarbejde har museets gæster kunnet følge nogle timer dagligt på det arbejdende værksted i udstillingen. Når værkstedet ikke har været bemandet, kunne gæsterne se en lille film om præparation af en hajtand.

BEVARING
Tænders og ryghvirvlers bevaringstilstand er typisk meget svingende. Kun få eksemplarer er af absolut topkvalitet, hvor hajtændernes emaljeoverflade er helt blank med smukke brune, grå og sorte nuancer. Mange tandkroner har emaljeskader eller er flækket på langs og bærer tydelig præg af at være omlejret med brudflader, som var meget slidte og helt afrundede. Hærdning af hajtændernes rødder er hos langt de fleste så dårlig, at de ikke er bevarede eller er i bedste fald er knækkede. Benfisketænderne er generelt mere solide, fordi de er mere kompakte og ikke har skrøbelige, tynde rødder og sidetænder ligesom hajtænderne. Disse tænder har dog af og til emaljeskader og kan være smuldret meget i overfladen, så tænderne er vanskelige at identificere. Generelt kan det siges, at de små knogler og ryghvirvler typisk er meget velbevarede, hvorimod større benfiskeknogler og ryghvirvlerne fra hajerne er ret dårligt bevaret.


Hajmund fra nutidig pighaj, hvor det kan ses, at der i munden er flere rækker tænder. 5,0 cm


Foto af tand fra gråhaj, som viser tandens overordnede opbygning.

HAJER
Der er fundet mange hajtænder i størrelsen fra 1,0 mm til 3,5 cm i længden, men det er under 10 % af tænderne, som er komplette. Nogle af de mindste hajtænder er blot 2 – 5 mm lange, men er så afgjort videnskabeligt interessante. Indtil videre er der fundet over 50 eksemplarer af en meget spændende tandtype med en helt karakteristisk facon. Denne type tand minder om en kendt slægt af pighajer, men adskiller sig alligevel tydeligt fra denne på grund af udviklingen af kraftige savtakker på den ene side af hovedtandens skærekant. Et første bud var, at tandtypen pegede på et slægtskab med pighajfamilien Somniosidae, men efter nærmere undersøgelse kom en ny hajslægt på banen. En forsker i Albuquerque beskrev således i 2016 en ny type haj, Oligodalatias, der er slægtsnavnet på et fossil fra Oregon, fundet i 33 millioner år gamle lag, så derfor er det videnskabelig interessant, at den nu er fundet på Mors i lag, der er næsten 23 millioner år ældre.

Tænder fra hajer er meget almindelige på verdensplan og er undersøgt videnskabeligt fra mange lokaliteter i tidsperioderne Paleocæn og Eocæn, så derfor er det meget specielt, at der på Mors nu er fundet tænder, som tilsyneladende tilhører en hel ny art. Det er en fransk hajspecialist, der har givet en foreløbig bestemmelse af de små tænder fra Sundby, og der er aftalt videre samarbejde med at lave en videnskabelig beskrivelse samt navngivning af arten. En af tænderne bliver holotype for denne art og skal efterfølgende erklæres for Danekræ.

I en anden orden af hajer, Lamniformes, er der fundet tænder fra familien Lamnidae, hvortil de nutidige sildehajer hører. En slægt af sildehajen Isurolamna kendes i forvejen fra moleret, men der blev utrolig nok fundet 5 tænder, der ifølge en engelsk hajspecialist, sandsynligvis tilhører en ny art. Det er dog svært at beskrive en ny art ud fra så få tænder, men der vil sandsynligvis komme flere til. Bliver denne art til holotype, skal en af tænderne efterfølgende også erklæres for Danekræ.

Også nye fund af tænder tilhørende ordnerne med savhajer og rokker er meget spændende. Disse grupper er ikke tidligere kendt fra moleret, så selvom der kun er fundet en stump af en rokketand og en halv savhajtand, er disse to små tænder så karakteristiske, at de ikke kan forveksles med andre tænder fra bruskfisk.


Foreløbig oversigt over bruskfisketænder på Mors og i Sundbylaget. Navnene med fede typer er de latinske navn på
de 8 forskellige ordner. Under ordensnavnet er det familienavnene med det danske navne i parentes. Herefter er det slægt og artsnavnene, der står med kursivt. Hvis der står n. sp., er det en ny art. Enkelte navne er efterfulgt af et spørgsmålstegn, fordi det ikke er helt klart, om det er denne art, eller om det er en anden art i familie med disse.


Stor tand fra Striatolamia macrota set fra tre forskellige vinkler. Tanden er 3,5 cm i højden.


Box med de detaljer der skal undersøges for at bestemme en hajtand.

Tand fra troldhajen Anomotodon sp. - 1,0 cm i højden. Eksemplaret er set fra 3 sider, hvilket er nødvendigt for at selv eksperter kan artsbestemme en hajtand.

I ordenen Lamniformes er også hajfamilien Mitsukurinidae repræsenteret med to arter. Den ene art Striatolamia macrota er meget almindelig og det er også fra denne haj, de største tænder stammer fra. Slægten er også kendt fra selve moleret, men det er arten S. striata, der findes og er iøvrigt den mest almindelige art af de seks arter, der kendes fra moleret. Om S. macrota er den hyppigste art i laget fra Sundby er endnu ikke afklaret, men det kunne godt være tilfældet. Den anden slægt, Anomotodon, er der kun fundet et enkelt eksemplar af. Den er ikke fundet i hverken Stolleklint Leret eller moleret, men i det lidt yngre plastiske ler, hvor den er meget hyppig. Anomotodon er en uddød haj beslægtet med den nutidige troldhaj (Mitsukurina owstoni). Som fossil er Anomotodon udbredt i hele verden i lag, der stammer fra den tidlige Kridttid til tidlig Miocæn, og kendes også fra Eocæn, der er den periode, moleret er dannet i. Der er på verdensplan beskrevet 4 forskellige arter af fossile troldhajer, men den art, der er fundet i Sundby, er endnu kun bestemt til slægt.

Den nutidige troldhaj, der er 3 – 4 m lang, kendes fra mindre områder flere steder i Atlanterhavet, Stillehavet og det Indiske Ocean. Arten er fanget på ned til 1300 meters dybde og regnes for at være en dybhavshaj, men lever også over den øvre del af kontinentalskråningen på 300 – 400 meters dybde. Den lever især af bundlevende fisk, krebsdyr og blæksprutter, men kan også fange bytte i den mellemste del af vandsøjlen. Med denne levevis er det naturligt, at denne art har været en sjælden gæst her i området, hvor der har været meget dårlige bundforhold i tidligste Eocæn, især på grund af det ekstremt lave iltindhold.

En meget sjælden type haj er beslægtet med den nulevende havengel. Slægten Squatina er en decideret bundlevende hajtype, hvorfra der kun er fundet tre tænder, men at disse bundlevende hajer er meget sjældne, hjælper også med til at tolke på det miljø, der fandtes på dette tidspunkt. Når alt materialet er sorteret og de flere tusinde tænder er bestemte, bliver det spændende at se fordelingen af de forskellige grupper af hajer.


Tand fra den mulige nye art sildehaj. 1,3 cm


To forskellige arter. Tv. Jaekelotodus sp. og t.h. Isurolamna affinis. 2,5 cm og 1,0 cm


Tand i matrix. Brachycarcharias lerichei. 1,5 cm.


T.v. Brachycarcharias lerichei 1,5 cm og t.h. Paleohypotodus rutoti 1,0 cm .


Tand fra ikke bestemt haj. 1,4 cm


Tand fra Cretalamna sp. 3,0 cm

Slægten er vidt udbredt fra tidsperioden Albien til Nedre Eocæn. Der kendes kun til få eksemplarer i Nedre Eocæn, først og fremmest ved arten Cretalamna appendiculata. Det er dog tvivlsomt, at en art kan have en så lang stratigrafisk tidsspan. Dette bekræftes af vigtige morfologiske variationer, mellem populationerne i de forskellig perioder. Det er sandsynligt, at navnet Cretalamna sp. som i øjeblikket anvendes omfatter forskellige arter og måske slægter.


Tand fra pighajen Physogaleus sp. 0,8 cm


Tand fra pighajen Physogaleus sp. 0,5 cm


Tand fra spidssnudehajen Rhizoprionodon sp. 0,6 cm


Tand fra glathajen Pachygaleus lefevrei. 0,5 cm


Meget lille tand fra pighajen Squalus minor. 1,0 x 0,8 mm.

Små tænder fra hajer. Største tand er 0,5 cm
1=Havengel - Squatina prima
2=Pighaj - Oligodalatias sp.
3= Ingen dansk navn - Synechodus hesbayensis.


Ikke bestemt Dalatiid pighaj tand. Tanden er 0,5 cm i højden


To forskellige tænder fra savhajen Pristiophorus sp. 0,5 cm. Disse tænder sad på den aflange snude.


Hajhvirvler fra to forskellige typer. Det er svært at identificere hajer ud fra deres ryghvirvler og det er typisk kun muligt at bestemme dem til ordnerne Lamniformes tv. og Carcharhiniformes th. 1,0 cm.


Koprolitter fra hajer. To spiralsnoede nederst t.v. og de andre indeholder ryghvirvler fra forskellige fisk.
Største eksemplar er 4,0 cm

Spiralsnoet koprolit fra haj. 2,0 cm


Koprolit fra haj med knogler og ryghvirvler fra Strømsild/Guldlaks. 1,5 cm


1: Del af ørnerokke tand. 1,0 cm 2: Del af halepig fra rokke. 1,0 cm. 3: Tand fra pilrokke familien Dasyatidae, 2,0 mm.


Kæber fra recent pilrokke. Dasyatis pastinaca. Munden har mange små tætsiddende tænder, som ikke er en fast plade men kan rokkes i alle retninger, måske er det heraf navnet rokketænder på børns løse mælketænder stammer. Det er en enkelt tand fra denne familie, som er fundet fossilt på Mors, for første gang i Danmark. Nr. 3 på fotoet med rokketænder.


Fisketænder fra de to knogletunge arter Furichthys fjeldsoei Tv. og Brychetus muelleri Th. 1,0 cm.


BENFISK
Tænder, ryghvirvler og knoglestumper i stort antal, samt nogle enkelte fiskeskæl dukker op i laget. De mange splintrede knoglestumper er umulige at identificere, men derimod kan mange af tænderne og ryghvirvlerne bestemmes.

I molerlagene er der gennem tiden fundet mere end 60 forskellige arter af benfisk. Omkring det halve antal arter er fundet i Sundby. Den største fisk er knogletungen Furichthys fjeldsoei, som er repræsenteret med en håndfuld tænder på en god cm i længden. Knogletungefamilien Osteoglossidae er karakteriseret af at have tænder på en tungelignende knogle i mundens underside. F. fjeldsoei er samme art som den berømte ”tyskerfisk” der blev fundet i 1986 af en privatsamler på Knudeklinten. Det er første gang denne art er fundet på Mors, men det er ikke den eneste art af knogletungefisk, der er fundet. To tænder fra knogletungen Brychetus muelleri er identificeret, også denne art er fundet et par gange på Furs nordkyst. Tænder hos knogletunger er ret specielle i opbygningen, fordi de har en meget høj benet del, og kun de øverste 2 – 3 mm er bevaret i emalje. Den ene art, F. fjeldsoei, er cirkelrund og B. muelleri er flad, men begge arter er karakteriseret af at have en helt rund krone. Disse små kroner blev også observeret i 2008, men da kronerne var det eneste af tænderne, der var bevaret, kunne de ikke bestemmes med nøjagtighed. Når det nu kan påvises, at kronerne tilhører knogletungerne, er det nu muligt at konstatere at knogletungefiskene var mere almindelige en først antaget.

Fossiler af pansergedden Lepisosteus kendes ikke fra danske aflejringer overhovedet, så derfor er fundet af et skæl fra denne slægt opsigtsvækkende. Denne fisk har eksisteret i omkring 150 millioner år, og fossiler fra dem kendes globalt. Deres træk er ret primitive, hvor de tykke skæl på overfladen har et lag ganoin, som ligner emalje. De nutidige pansergedder lever i brakvand ved floders udmunding, søer og i vandløb. Hos alle pansergedder er svømmeblæren tilsluttet svælget og fungerer som en lunge, så de kan ånde atmosfærisk ilt. I moleret kender vi kun til den store tarpon, som har samme levevis. Så hvis disse fisk ikke kan komme op og få luft, vil de drukne. Der er også identificeret en del tænder fra makrel, spansk makrel, samt enkelte fra slangemakrel. Der er stadig mange ryghvirvler og tænder som ikke er blevet bestemt.

Et skæl fra den nyopdagede Pansergedde og tegning af en nutidige art.


To ryghvirvler fra den havlevende slange Palaeophis. 1,0 cm


Ryghvirvler fra den havlevende slange Palaeophis sp.. 1,2 cm
Det er samme ryghvirvel set fra fem forskellige vinkler.


Halehvirvl fra et krybdyr, men ikke fra en slange -muligvis fra en øgle. 0,3 cm

KRYBDYR
Ryghvirvler fra den havlevende slange, med slægtsnavnet Palaeophis er meget sjældne. De fleste af de fund der er gjort er ikke komplette hvirvler, men disse er alligevel lette at genkende. Hvirvler på slanger er meget karakteristiske med et rundt halvkugleled i den ene ende og en tilsvarende skål til leddet fra den tilstødende hvirvel i den modsatte ende. Ryghvirvlerne fra Sundby repræsenterer de ældste havslanger af slægten Palaeophis fra Danmark.Knoglestykker fra skildpadder er der også en del af, men bevaringen er ret dårlig, når man sammenligner med de skildpadder, der er fundet i molerets cementsten.


Foto af den ældste kerne fra en vindrue fundet i Danmark. 0,5 cm i højden.

PLANTER
Der blev også fundet noget meget dårligt bevaret træ i Sundbylaget. Dette træ er fragmenteret samt pyritiseret og smuldrer væk ved den mindste berøring. Det kan dog konstateres, at der er tale om stumper af nåletræ, men de kan ikke bestemmes nærmere. Overraskelsen var derfor stor da der blev fundet en enkelt lille, fossil kerne fra en vindrue. Vindruekerner er tidligere kendt fra fund i selve moleret, men kun i tre eksemplarer. Det nye fund fra Sundbylaget repræsenterer derfor en stor sjældenhed. Andre fund af fossile vindruekerner fra Danmark kendes alene fra mellem Miocæne lag i sandgrave ved Søby/Fasterholt området i Midtjylland. Da disse ”kun” er ca. 12 millioner år gamle, gør det fundet fra Sundby til den klart ældste repræsentant for fossile vindruer i Danmark og for den sags skyld også i hele Skandinavien.


Disse stykker rav er mindst 55,8 millioner år, men er måske ikke baltisk rav. Største stykke er 1,3 mm i længden

Der er meget overraskende også fundet flere meget små stykker rav, som for nyligt er blevet analyseret af lektor Knud Botfeldt på Konservatorskolen i Kbh. Siden begyndelsen af 1960’erne har man lavet infrarød spektroskopi (IR) på ravprøver. Man kan påvise en flad ‘skulder” i IR-spektret, som er karakteristisk for baltisk rav, den såkaldte “baltiske skulder”. IR-spektroskopi er den mest anvendte og sikre metode, som har klare fordele, idet prøvemængden er kun omkring 3 mg rav. Desuden er den hurtig og ukompliceret. IR-spektroskopi er først og fremmest en god metode til at skelne mellem baltisk og ikke-baltisk rav. Imidlertid forsvinder denne skulder, når ravet oxideres. En manglende skulder kan derfor tolkes som enten ikke-baltisk rav eller som nedbrudt baltisk rav. Ingen andre europæiske ravtyper har “den baltiske skulder”. Man kan sige, at andre europæiske ravtyper med “den baltiske skulder” automatisk vil blive tolket som værende baltiske.

De seneste år er den såkaldte ”Labdan-teori” blevet enerådende. Labdan-teorien har sit udgangspunkt i, at kaurikopal og rav har næsten identiske IR-spektre og derfor antages det at stamme fra samme type træ, nemlig Araucaria. Teoriens svageste side var påstanden om, at Araucaria ikke har efterladt sig fossile spor på den nordlige halvkugle i Tertiær, men denne påstand kan dog let tilbagevises, da der i moleret er fundet fossile kviste af Araucaria.

Ravet fra Sundbylaget mangler den baltiske skulder, men kan dog være baltisk rav, som ikke er modnet. Man kan forestille sig at det rent faktisk er harpiks fra Araucaria, men fordi ravet måske er i et primær leje hvor det ikke er modnet eller hærdet og derfor er den baltiske skulder endnu ikke fremkommet – da den netop er et modningsfænomen. Hvis det er baltisk rav vil de små stykker fra Mors være noget af det ældste baltisk rav der kendes ( ca. 55,8 mill. år), men det kan også være harpiks fra et træ som videnskaben endnu ikke kender. Dette vil en fremtidig videnskabelig undersøgelse måske kunne afklare.


IR-spektre af arkæologisk rav med baltisk skulder (rød) og ravet fra Sundby uden den baltiske skulder (sort). Der er meget fin overensstemmelse bortset fra ved den baltiske skulder. Den baltiske skulder er her grøn.

MINERALER
I modsætning til i både Stolleklint Ler og moler er der mange småsten og sandkorn i Sundbylaget, især kvarts. Disse kvartssandkorn er ofte meget afrundede af slid og kan derfor tolkes som stammende fra en Eocæn strandbred. Fra landområderne var der også en del småsten af flint, kvarts, rosakvarts, granat, glimmer, samt en ikke bestemt grøn sten. I selve laget er der dannet pyrit, baryt, glaukonit, dolomit, samt nogle ikke identificerede lermineraler.


Lille fin kvartskrystal - Dobbelt termineret (spidser i begge ender) 1,0 mm.
Det er en Pseudo-hexagonal krystal hvis form mangler M-flader. Den kaldes for en ”Cumberland habit”, opkaldt efter Cumberland i det nordlige England. Habit = Krystalens udvendige facon.

HVORFOR ER LAGET DER ?
Den forløbelige tolkning af, hvorfor der er et så fossilrigt lag, er naturligvis ikke 100% sikker, idet der er mange faktorer, som endnu ikke er klarlagt. Det menes dog at skyldes et sedimentationsstop, hvilket vil sige, at der ikke blev aflejret lermineraler og plankton på havbunden i en længere periode. Dette kunne skyldes landhævning i hele regionen, eller en sænkning af vandspejlet. Fiskefaunaen i Sundbylaget er ikke den samme som i den efterfølgende periode, hvor moleret blev afsat. Dette, i sammenhæng med de øvrige karakteristika diskuteret ovenfor, giver en formodning om, at havdybden var relativ lav, måske kun omkring 100 meter, hvilket er lavere end de omkring 300 – 400 meter som man mener, at dybden periodevist var i molerhavet. Mange af fisketænderne bærer tydelig præg af at være omlejret, idet de er meget slidte i kronen og især på de små splinter af hajtænder, kan brudfladerne være helt afrundede af slid. Dette støtter hypotesen om meget lavt havniveau i ”Sundbylagstid”, fordi der skal minimum være 50 –75 meter vand, for at strøm ikke kan nå ned til bunden og skabe et miljø, hvor tænderne kan slides. Det er en tillige en mulighed, at kystlinien på dette tidspunkt kunne befinde sig meget tættere på Nordmors, hvilket ville betyde, at de ældre, kystnære lag kunne eroderes og senere afsættes på bunden i den tidligste del af Eocæn-perioden. Uanset hvordan det er dannet, giver laget og de mange spændende fund materiale til videnskabelig arbejde mange år frem i tiden.

Paleokort som viser havets mulige udbredelse i tidligste nedre Eocæn. Det var i denne tidsperiode at Stolleklint Leret blev afsat i løbet af ca. 170.000 år.