Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem

Marokko rundt
Af Tage Burholt og Henrik Madsen

Den 12. november 2011 fløj Henrik og Tage til Agadir, Marokko. Nu skulle det tjekkes om der findes rigtige fossiler i Marokko. Det gør der! Vi var der i 14 dage og fandt en del af det vi gerne ville finde. Selv om fossiljagten var hovedmålet på rejsen, gav vi os også tid til at kigge på landskaber, landsbyer, folk og fæ, fugle, insekter og andet kryb, padder, krybdyr og planter. De første dage besøgte vi ammonitlokaliteterne nord for Agadir. Med Henrik som chauffør begav vi os ud i den spændende marokkanske trafik. Vi kørte en længere rundtur: først til Merzouga nær Erfoud, så op til Khouribga og til sidst retur til Agadir. De sidste dage besøgte vi igen ammonitterne oppe nordpå, samt et fuglereservat syd for Agadir. I alt ca. 3000 km.


Merzouga-området


Bjergene med miner hvor de lokale havde gravet efter fossiler ind i lagene. Nogle af disse miner var 20 meter lange og var helt uden nogen form for afstivning.


Indganget til vores værelse på hotellet - Les Portes du Dersert i Merzouga.

Langt ude i Saharaørkenen mødtes vi med guiden Youssef og blev indkvarteret i broderen’s hotel. En bygning af jord og strå men med meget tykke vægge. Indrettet med en god restaurant og behagelige værelser og med høje sandklitter som nabo.


Udsigten mod øst på hotellet i Merzouga.


Youssef hyrede dagen efter en lokal guide, Muhammed. Han bød os straks efter ankomsten på the og kage. Efter dette kørte vi ud for at finde dinosaurer. Det viste sig at det mest populære fossil på stedet var tænder fra savfisken Onchopristis numidus. Fossilerne blev gravet ud i et okker og rødfarvet lag på ca. 20 cm’s tykkelse. Laget var beliggende midt på siderne af en lille rødfarvet bjergtop omgivet af et vidtstrakt fladt terræn. Der var gravet små mineskakter flere steder for at udnytte dette spændende lag.


Diverse knogler fra dinosauerer og krokodiller. Største knogle er 10 cm i længden.


Tænder fra fisk og dinosauer - skæl, ryghvirvel og finnepig. Finnepiggen er 8 cm.

I det opgravede sand fandt vi stykker af savfisketænderne, knogler og tænder fra dinosaurer, plader fra krokodiller, skæl fra pansergedde, små glatte sten skulle være gastrolither, dvs. kråsesten fra dinosaurer, samt fiskeryghvirvler m.m.



Disse sandrose lignende knolde var meget hyppig dette område. Knoldene lå overalt som enkelte runde kugler eller som her sammenkittet. Disse kunne være op til 50 cm.


Der blev kun fundet 2 søpindsvin i disse lag. 4 cm.


Rygplade fra krokodille. ca 6 cm.


Da vi kom tilbage til Muhammed’s landsby blev vi budt på the igen, samt fællesspisning, dvs. af samme fad.

Dagen efter kørte vi med firehjulstrækker ud til nogle af de sorte bjerge, der er fra devontiden.


Dette område var ret rig på trilobitter.


Her skulle der jages efter trilobiter. Efter en relativ kort køretur var vi fremme ved den første lokalitet med trilobiter. Et lille bjerg med sorte sten hele vejen op ad siderne. Her fandt vi hurtigt nogle trilobiter mest af slægten Phacops, både løse sammenrullede og eksemplarer siddende i sten.


Trilobitter var der en del af, men kvaliteten var ikke ligefrem noget at prale med. Eksemplaret t.h. er 8 cm i længden.

Der blev også fundet en del ammonoider, der ligner ammoniter, samt lidt orthoceratiter, brakiopoder, muslinger og koraller.


Fossile ammonoider fra Devon lagene. Det største eksemplar er 1,5 cm. Eksemplaret n.t.v. er skåret igennem og poleret.


Lokaliteten med ammonoiderne var absolut totalt umulig at finde uden vores guide.

Derefter drog vi jagt efter små sorte ammonoider med meget flotte suturlinjer. Vi holdt 2 steder og fandt en del af dem. Henrik fandt her en oldsag, nemlig en håndkile af anseelig alder.


Håndkile formentlig brugt af en Homo erectus. Det var lidt underligt at stå med en flere tusinde år gammel genstand og tænke på at dengang den blev brugt, så landskabet i området helt anderledes ud.

På vej tilbage kørte guiden lidt forkert og vi røg ud over en 2 meter høj skrænt. Bilen blev stående på skrå, støttet af anhængertrækket og vi måtte grave os fri.


Selvom vi havde lejet en 4wd kom køretøjet til kort. Det tog ca. en halv time at komme fri.


Tilbage ved Muhammed købte vi lidt gode fossiler fra hans lille butik. Vi betalte guiden Youssef og for opholdet på hotellet, således at vi var klar til køre mod Khouribga næste morgen.

Khouribga-området
Tidligt af sted mod Khouribga. Vi kørte via Erfoud, der er berømt for sine trilobiter, og videre mod Atlasbjergene. Der var allerede faldet sne deroppe. Vi kørte gennem et skydække og passerede forbi 20-30 meter høje Atlas-Cedertræer, der her har deres naturlige voksested.


Sneklædte bjergtoppe var det syn der mødte os da vi passerede de høje Atlasbjerge.


Hen på eftermiddagen nåede vi Khouribga. Efter et par runder i byen, fandt vi til sidst et hotel. Næste morgenen stod vi op til regn, men kørte alligevel ud til første lokalitet, som vi i øvrigt ikke vidste hvor lå på forhånd. Området syd for Khouribga er ret fladt. Hist og her ligger der store bunker, som er tippen fra de steder, hvor man graver efter fosfat.


En af de talrige fosfatminer ses her i baggrunden.


Hele området er faktisk gennemhullet som en emmenthaler. Der bliver eksporteret store mængder af fosfat fra området, til anvendelse indenfor produktionen af kunstgødning (P’et i NPK-gødning). Fra Maastrichtien, Palæocæn og til Eocæn, var området et stort upwell’s-område. Samtidig med fosfat-afsætning blev der opkoncentreret store mængder af fossiler fra de 3 ovennævnte perioder. I den første bunke, som havde lagt der rimeligt længe, så det til at begynde med ikke så lovende ud. Men hurtigt blev der fundet en stor tandkrone fra Otodus. Det var mest hajtænder der blev fundet her. Også lidt rokketænder blev det til, samt en enkelt knoglestump.


Hajtænder fra Otodus Obliquus fandt vi flere af, men som næsten alle tænder på den første lokalitet ved Khouribga by, var de defekte. Fandt omkring et par hundrede små tænder fra hajen Striatolamia.

Vi forsøgte 2 andre steder og fandt lidt hajtænder, hvoraf de fleste var itu, dvs. med manglende rod eller sidetænder. Så kørte vi lidt rundt mellem bygerne og fandt et sted der lige var blevet afgravet og hvor maskinerne holdt stille, den søndag vi var der.


Lokaliteten ca. 15 km syd for byen Khouribga var et spændende sted med mange fossile tænder og ryghvirvler.

Her blev straks fundet en stor flot fisketand. Fund af visse hajtænder (Squalicorax og Cretolamna) og mosasaurustænder godtgjorde at lagene var fra Maastrichtien og ikke sammenblandet ligesom på de andre lokaliteter. Der blev fundet tænder fra mindst 2 arter af mosasaurer, flere fisketænder, fiskeryghvirvler, knogler fra forskellige dyr og fine hele hajtænder. Det blev pludseligt et af turens bedste fundsteder.


Fossile tænder fra kridttidslagene i den lille åbne fosfatmine. Kvaliteten af fossilerne her var ret god.

Vi kørte tilbage mod Agadir samme eftermiddag, men var enige om at en uge ville være mere passende her syd for Khouribga. Efter at have fundet motorvejen ved Marrakech gik det hurtigt med at komme til Agadir.

Ammonitområdet nord for Agadir
Mellem Agadir og Essaouira findes lag fra hele Kridtperioden, samt fra en del af Jura. Øvre Kridt og Jura er her meget fossilfattige, men Nedre Kridt derimod er overordentligt rig på fossiler og kendt for sine fine ammoniter. Der er beskrevet mindst 3 lokaliteter i området, hvoraf vi besøgte de 2: området omkring Tamri og området omkring Imsouane. Ved Tamri er der en lille lokalitet syd for byen og en stor lokalitet øst for byen.


Tamridalen med bananplantager og lag fra kridt.


Vi besøgte området 3 gange og kørte gennem den lille by endnu flere gang. Tamri er en typisk marokkansk landsby: masser af folk på vejen, masser af affald og små butikker, især med bananer, langs hele hovedgaden. Tamri er beliggende nær en flod. I floddalen dyrkes en del bananer. Lagene fra nedre kridt omfatter især Hauterivien, men også Valanginien og Barremien. Der blev fundet en del forskellige ammoniter og nautiler, samt muslinger, snegle, søpindsvin, brakiopoder og belemniter.


Fossiler fundet i Tamridalen.



Nautiler var ret hyppige i den store Tamridal. Højden er 14 cm


Nord for Imsouane besøgte vi en meget flot beliggende lokalitet 2 gange. Med udsigt over hav og bjerge vandrede vi rundt i store opgravede ammonitstykker af Ancyloceras, der har åben spiral.



Denne ammonit fik desværre lov til at blive i Marokko. Hvis vi havde slæbt at det vi så med hjem i flyveren, var vi blevet ruineret.


Her er det mest lag fra Barremien, der dominerer, men her findes også lag fra Hauterivien og Aptien. Ammoniterne er beliggende i kalksten ovenpå et lag grønligt mergelkalk fra Barremien. Der var så her man skulle begrænse sig for at undgå for meget overvægt i flyet. På vej op til ammoniterne fandt vi masser af brakiopoder, en del søpindsvin og østers. Af ammoniter blev der også fundet flotte eksemplarer af Acrioceras, der ligeledes har åben spiral, samt mindre ammoniter siddende i den kalksten, hvori de er aflejrede.

Ammonitter fundet lidt nord for Imsouane. Største eksemplar er ca, 15 cm.



Sømus som denne var meget almindelige ved Imsouane og Tamri. Ca. 4 cm.


Stranden hvor vi fandt de mange snegle og muslinger. Personerne på stranden var lokale som boede i en hule og en primitiv hytte på stranden. De levede af at fiske sardiner og makreller, padlende i slangen fra en lastbildæk.



Det var de øverste 2 meter som bestod af snegle og muslinge skaller. Blandt disse knuste skaller fandt vi de flotte komplette eksemplarer.


På vej tilbage fra Imsouane stoppede vi en eftermiddag nær stranden og holdt en lille pause. Her viste det sig at der var et lag med mængder af flotte snegle og muslinger. Vi formoder at laget er fra Pliocæn.


Snegle


Muslinger

På vej til og fra Tamri og Imsouane så vi mange flotte landskaber og ikke mindst mange fugle.

Marokkanerne
Folk fra Marokko er enten berbere eller arabere. De er som regel meget venlige og gæstfrie. Man behøver ikke at have kendt dem ret længe for at blive inviteret på mad eller the og kage. Ofte får man også en lille gave med når man går. På turiststederne kan de lokale være meget pågående, altid med henblik på at lave en lille handel. Ude på landet og ude i ørkenen henvender folk sig mere af venlighed eller nysgerrighed. Berberne kan oftest kendes fra araberne på den dragt de bærer, de kan også være lysere i huden, men ikke altid. Berberne har deres eget sprog og alfabet. Som så mange andre steder i verden bliver der smidt meget affald rundt omkring. Når det bliver mørkt bevæger folk sig ud i gaderne og tit langt ude på kørebanen. Så der er vældigt leben. Folk er muslimer her, så mange af kvinderne er mere eller mindre tilslørerede, men ikke alle.


Trafikken i Marokko kræver et kapitel for sig. Det virker ikke som om folk kender færdelsreglerne. Der køres over for rødt, indkørsel forbudt skilte og fodgængerfelter ignoreres. Vognbaneskift og placering i trafikken er alternativ. Kørselsretninger er ikke altid gennemskuelige. På vejen befinder der sig de mærkeligste køretøjer: en traktor med 3 hjul (det 4. var faldet af), æsel og hestetrukne køretøjer, overlæssede lastbiler, ældgamle biler og knallerter, men også helt nye biler.



Typisk syn på de marokkanske veje.


Desuden er der masser af fodgængere og får og geder i vejkanten. Når det er mørkt er det endnu værre fordi knallerter og fodgængere m.v. totalt mangler lys. Desuden krydser fodgængerne vejen overalt. Der blev også foretaget hasarderede overhalinger og folk ”glemmer” at blænde ned. I alt en minderig oplevelse.

Fauna og flora
Undervejs til og fra fossillokaliteterne og på disse så vi mange fugle. Ja og så var der også fugleturen!. I halvørkenen nær kysten så vi bl.a. Berberhøne, Diademrødstjert, Eremitibis, der er en meget sjælden fugl, Kohejre, Triel, Kirkeugle, Husværling, Ørnevåge, Blå Glente og Hvid Stork. På stranden fandt vi en pæn stor flok af Audoinsmåge. Ude i ørkenen så vi Hvidkronet Stenpikker, Sørgestenpikker og Ørkendompap.


Hvidkronet Stenpikker


Diademrødstjert.


Nationalparken Souss Massa, med en ferskvandssø i floddalen som var fuld af dyreliv.


På fugleturen ud til Nationalparken Souss Massa, hvor der er en ferskvandssø i floddalen, så vi en mængde fugle bl.a. Almindelig Bulbul, Palmedue, en marokkansk underart af Skarv, Sort Ibis, Brunstrubet Digesvale, Marmorand, Cistussanger, Isfugl, Knarand, Dværghejre og Stylteløber. Ved flodmundingen vest for Tamri sad en Fiskeørn på en gren.

Vi stødte på mange spændende dyr: alt fra insekter til sumpskildpadder, som der var mange af i Souss Massa.


Sumpskildpadde

Af lidt større dyr så vi jordegern, et spraglet firben og 1 gekko. En tudse, der lignede Grønbroget Tudse blev også spottet, den var dog ikke grøn, men brun.


Jordegern


Firben


Gekko


Tudse


Af insekter var der bl.a. græshopper med skrattende lyd á la Hedeskratte, græshopper der lignede vandrende pinde, store skarnbasser, der trillede af sted med gødningskugler.


Vingeløs græshoppe


Sommerfugl


Gødningsbille

bredbagede biller og langbenede biller, tusindben, en enkelt skorpion, der blev klemt lidt, samt få sommerfugle bl.a. Tidselfugl. Ja også var der alle gederne, fårene og dromedarerne.


Dromedar

I den mest frodige del ude ved kysten er der halvørken bestående af kaktuslignende vortemælk og stikkende buske. Der var også sukkulenter fra kurveblomst- og fra svalerod-familien.


Kaktuslignende vortemælk.


Ude i ørkenen aftager vegetationen betydeligt og planter kan være helt fraværende. Rigtige kaktus i form af figenkaktus anvendes som levende hegn omkring landejendomme. Oaserne og flodlejerne er anderledes frodige. Her vokser der store mængder af daddelpalmer og der dyrkes bl.a. kornsorten Durra og lucerne til kvægfoder.


Daddelpalme


I byerne ses en anden daddelpalme med små frugter. Denne palme kan stå mere tørt end den rigtige daddelpalme. I floddalen ved Tamri dyrkes store mængder af bananer, som er den kanariske bananpalme, med små frugter. Oppe i Atlasbjergene er der regulær nåleskov med cypresser og store eksemplarer af Atlas-Ceder, som dyrkes meget i danske haver.


...........................................Hjem

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.