Vestjysk Stenklub
for amatørgeologer.

Hjem
 
Hajlort og -tænder fundet i stort antal, under moleret på Mors

Af Henrik Madsen, Moler Museet

Fossile hajtænder er forholdsvis almindelige at finde i geologiske aflejringer rundt om i verden. På nogle danske lokaliteter, som f.eks. ved Faxe, Ølst/Hinge og Trelde Næs, er fund af hajtænder ikke ualmindelige. Denne artikel fortæller bl.a. om fund af hajtænder i et specielt lag i Stolleklint Ler ved Sundby strand på Mors.

Lerudskridningerne ved Sundby gamle molergrav.

Lokaliteten
Øst for den gamle molergrav ved Sundby på Mors er der en strækning på ca. 600 m, hvor terrænet, på op til 80 m fra kysten, synker med jævne mellemrum. I 70´erne måtte man op over en bakke for at komme ned til stranden på stedet, som ses på fotoet ovenfor. Det er undergrundens beskaffenhed og kystklintens erosion, som er årsagen. Det ler, der synker inde i terrænet, presser lerlagene op ude på stranden, ofte op til 10 m fra klintens basis. Toppen af leret i udskridningerne tilhører de nederste lag af Fur Formationen og består af sedimenttypen diatomit, der er bedre kendt som moler. Disse nederste lag indeholder, ud over fossilt træ, ikke særlig mange makrofossiler. Stolleklintleret, der her findes på stranden, er lidt ældre end Fur Formationen og tilhører Ølst Formationen. Under Ølst Formationen ligger Holmehus Formationen.


Udsigten mod vest over Sundby Stengrund til Ås i Thy. I vandkanten, midt på fotoet, ses en spade, hvor Sundby-laget blev fundet.

Holmehus Ler
Typelokaliteten for Holmehus leret ligger ved Røjle Klint på Fyn. Ovenfor Røjle Klint lå dyrlægens gård, som har givet navn til leret. Allerede i 1918 nævnte O.B. Bøggild, at der var en forekomst af plastisk ler ved Holmehus, som han formodede, var ældre end den kendte plastiske ler af Eocæn alder. I 1985 publicerede Heilmann Clausen m.fl. "Lithostratigraphy and depositional environments in the Upper Paleocene and Eocene of Denmark", hvor bl.a. Holmehus Formationen og Ølst Formationen defineres som nye formationer. Alderen på den øverste del af Holmehus Formationen er ca. 57,5 mill. år og ligger i tidsperioden Øvre Paleocæn. Lerets farve er grønligt og blålig og består af meget fine lerpartikler. Sedimentationshastigheden har været meget lav, hvilket har bevirket, at havvandets ilt kunne nedbryde de organiske rester af dyr og planter, som havnede på bunden af havet. Af denne grund findes der ikke mange fossiler i dette ler. Vanddybden menes at havde været over 300 m.


Figuren viser placeringen af de forskellige formationer der omtales i artiklen. Overgangen mellem Holmehus og Stolleklintleret er stadig ikke klarlagt. Østerrende leret der ligger mellem Holmehusleret og Stolleklintleret, kendes fra boring ved Storebælt, og findes ikke ved Sundby. Sundby-laget er placeret nær toppen af Stolleklintleret


Fotoet viser øverst Stolleklintleret liggende direkte på Holmehusleret. Det ses tydeligt at Stolleklintleret er fint lamineret, hvorimod Holmehusleret er forstyrret af gravegange. Grænselaget markerer starten på den mest markante globale opvarmning de sidste 55 mill. år.

Stolleklint Ler
Ved Stolleklint, Ølst/Hinge lergrave og ved Sundby strand kan man, som de eneste steder, se Stolleklint Ler. Leret, der ligger lige under moleret, er den øverste del af Ølst Formationen. Dette ler er afsat i et totalt iltfrit indhav med en vanddybde på godt 100 m. Der blev afsat op til 14 m Stolleklint Ler, og det indeholder meget organisk stof. I de øverste lag af Stolleklintleret er der et forkislet lag, der i daglig tale kaldes for "skifer". Slamsten er nok en mere rigtig betegnelse, da der ikke er tale om ægte skifer. Denne slamsten er rig på makrofossiler, og forfatteren har indsamlet den største samling overhovedet af dette lag. Heriblandt en del Danekræ. Jeg vil her kort nævne Danmarks første reje og verdens ældste dagsommerfugl samt mange nye arter af fisk og insekter. I disse øverste lag er der kun fundet ganske få hajtænder.
Der er bred enighed om, at grænsen mellem tidsperioderne Paleocæn og Eocæn er ved basis af Stolleklintleret. På denne grænse startede en ret pludselig global opvarmning. Gennemsnitstemperaturen steg ca. 5 grader i løbet af knap 10.000 år.


Øverst ses Stolleleret som adskilles af det lyse Sundby-lag, som indeholder mange fossiler. De nederste grønlige lag på fotoet er breccieret Stolle Ler

Fund af "Terrazzo" laget ?
Tilbage i 80´erne blev der af Claus Heilmann Clausen, fundet nogle flade konkretioner ved Sundby strand. Disse var ikke kalkholdige, men bestod af dolomit med mange ovale fosfat knolde. Dette karakteristiske udseende gav disse konkretioner navnet "Terrazzo gulv". Det var den første leder af Moler Museet, Bent Søe Mikkelsen, der i 1990 præsenterede mig for sit fund, som indeholdt en hajtand. Siden da har jeg jævnligt på ture til Sundby strand søgt efter disse sjældne lag. Det var dog først i december 2008, hvor det var meget lavvandet, at det muligvis lykkedes mig at finde laget, og endda siddende i sedimentet. Det var ikke et fuldstændigt hærdet lag, der var mellem lerlagene, men det mindede om dette lag p.g.a. de mange, typisk 0,5 -1 cm aflange, brunlige fosfat knolde. De øvrige mineraler som var til stede, fandtes i begge lag. Lagserien var på dette sted stærkt deformeret som følge af istidsforstyrrelser. Dette lag ses ikke på andre lokaliteter, så derfor vil jeg kalde laget for Sundby-laget, når det omtales i denne artikel. Sundby-laget var ikke gennemgående og var kun på et enkelt sted i et par meters længde. I forbindelse med laget var der i samme længde et stykke træ, som ikke var forkislet og i mange brudstykker. Tilsyneladende er der en sammenhæng mellem træet og Sundby-laget, for laget kunne ikke følges i leret, som var i nærheden. Muligvis er de forskellige fossiler aflejret i læ af træstykket.

Der blev hjemtaget ca. 100 kg materiale. For at få det hele af Sundby-laget, blev der også opgravet noget af Stolleklintleret, så det var kun få kg af det samlede materiale, der var selve Sundby-laget. De 100 kg blev gennemtørret og herefter tilsat vand, så det var mættet. På denne måde opslemmedes lermaterialet og blev herefter sigtet gennem en almindelig køkkensigte. Det finkornede ler blev herefter udvasket, hvilket reducerede mængden af materiale betydeligt. Tilbage var de ikke vandopløselige mineraler og fossiler. Hajtænderne var der som forventet, men antallet overraskede, for det viste sig, at der var 680 hajtænder i det opslemmede materiale.


Nærbillede af Sundby-laget. Der ses flere af de brune koprolither. Det skinnende er pyrit og de grønlige korn er glaukonit. De mørke pletter på fotoet er rester af meget pyritholdig uforkislet træ. Det hele er plastret sammen. Billedudsnittet er 2,5 cm i højden.

Hajtænder og ryghvirvler
De fleste hajtænder var i stykker, og det var kun 10 % af tænderne, der var hele. Rødderne var itu eller helt væk på mange, og i flere tilfælde var kronen splintret på langs. Denne bevaringskvalitet er dog typisk på mange lokaliteter i både ind og udland, hvor der findes hajtænder. Der var 8 -10 forskellige hajarter og 4 af de identificerede arter, Dragefinnehajen - Dalatias sp., Pighajen - Squalus sp., Gråhajerne - Abdounia sp. og Galeorihnus sp., kendes ikke fra de øverste lag i Stolleklintleret. De hyppigste tænder fra Sandhajerne Striatolamia striata og Carcharias sp. er også de hyppigste kendte arter i Moleret. Der blev desuden fundet enkelte tænder fra Sandhajen Palaeohypotodus rutoti, som også er kendt fra moleret. Det er dog meget sjældent at finde hajtænder i Stolleklintleret og Moleret. Ryghvirvler fra hajer blev der fundet 25 af, hvilket er ret typisk i forhold til antallet af fundne tænder. Grunden til, at der ikke er så mange hajhvirvler, er fordi hajer er bruskfisk, og brusk forgår som noget det første under forsteningsprocessen. De der forstener er nakkehvirvlerne, fordi hajers hvirvler med alderen gradvist forbener i nakken. Hajryghvirvler er svære at identificere, og de fundne hvirvler er ikke nærmere bestemt. Der blev også fundet et enkelt fragment af en anden type bruskfisk. Fundet var en sekskantet lateral plade på 0,3 cm fra tandpladen hos en Ørnerokke - Myliobatis sp.

De største tænder fundet i Sundby-laget. Længde 1,7 cm. Det er de 2 mest almindelige arter. Sandhajerne Striatolamia striata og Carchais sp.

3 velbevarede tænder med roden bevaret. De er alle fra Sandhaj familien. T.v. er det en Carcharias sp. og de 2 andre er Striatolamia striata. Størrelsen er 0,5 cm i højden.

Hajtænder fra 4 arter. Øverst t.v. Dragefinnehaj - Dalatias sp. og ø.t.h. Pighajen - Squalus sp. N.t.v. Gråhajen - Abdounia, sp. og n.t.h. Gråhajen - Galeorihnus sp. Mindste tand er 2 mm i højden.

Ryghvirvel fra uidentificeret lille haj. Diameter: 0,4 cm.

Koprolither fra hajer findes i stort antal i Sundby-laget. Største eksemplar er 2 cm i længden.

Hajekskrementer
På fundtidspunktet var jeg ikke klar over, at det faktisk var koprolither, der her var tale om. Dette blev jeg gjort opmærksom på af geolog Claus Heilmann Clausen, Geologisk Institut i Århus. Under en samtale om stratigrafien ved Sundby nævnte han, at det var fiskeekskrementer. Et nærkig på fosfat konkretionerne/kropolitherne viste, at der var flere som var tydeligt spiralsnoet, hvilket er karakteristisk for hajers ekskrementer. Desuden var der flere som indeholdt ryghvirvler og knogler fra små benfisk. Den spiralsnoede facon skyldes hajers tarmsystem. Den er kort, men snoet, så føden bedre kan optages.

Tænder fra 5 forskellige benfiskearter. Den mindste tand på fotoet er 3 mm i højden.

Benfisk
Hos de fleste eksemplarer af tænder og ryghvirvler er bevaringskvaliteten helt i top, men rigtigt mange af disse var mere eller mindre omsluttet af dolomit. Hvirvlernes størrelse er fra 0,1 cm op til 1,0 cm i diameter. Tændernes størrelse er i de fleste tilfælde 0,2 - 0,5 cm i højden. Det største eksemplar, som ses på fotoet ovenover, er bevaret anderledes end de øvrige tænder. Tanden har en bred krone med forstærket emalje, hvorimod resten af tanden ikke har emaljen bevaret. Der er ialt fundet 360 ryghvirvler fra benfisk og 152 tænder. Mange af de fundne hvirvler og tænder tilhører makrel-, lakse- og havaborre familien. Der var også nogle få dele af knusetandplader. Desuden var der et utal af knoglefragmenter fra uidentificerede benfisk.


Ryghvirvler fra 3 forskellige arter benfisk. Den mindste hvirvel er 3 mm i diameter.

Knogler fra krybdyr og fugl
Et af de mest overraskende fund var ryghvirvler fra havslanger. Der blev fundet 5 slangeryghvirvler. De ældste kendte slanger er fundet i Øvre Kridt. I Danmark er der tidligere fundet fossile dele af havslange i moleret og i det plastiske ler i Hinge lergrav. Det drejer sig dog om enkelt fund i begge tilfælde. Et foto af ryghvirvlen fra Sundby blev lagt på www.vestjyskstenklub.dk og her blev den spottet af geolog Gilles Cuny på Geologisk Museum i Kbh. Han vurderede at slangehvirvlen skulle indstilles til danekræ vurdering, da det er den ældste fossile repræsentant for havslanger i Danmark.
Fugleknoglen var et fragment, som ikke kan bestemmes nærmere.
Der blev også fundet enkelte fragmenter af skildpaddeknogler i Sundbylaget. Se artikel om fossile skildpadder i Geologisk Nyt 2008/3.



Ryghvirvel fra havslangen Palaeophis sp. Det er samme ryghvirvel set henholdsvis forfra, fra neden, samt fra siden. Med en, for slanger karakteristisk, kugleformet bagende til højre på nederste foto.
Længde:1,1 cm.


Knogle fragmenter fra skildpadde. Størrelse 1,4 cm.

Mineralerne i lagene
Der var en del pyrit i lagene samt Barytkrystaller i stort antal. Det var fra konkretioner, som dog ikke i noget tilfælde var hele. Glimmerflager, samt kvartskorn i millimeter størrelse, var der en del af. Desuden var der små hærdede sten af Dolomit på op til 2 cm i diameter. Muligvis fordi laget har været mere sammen-hængende på et tidspunkt. Mange af fossilerne var helt eller delvis omsluttet af denne bjergart. Både i leret og i Dolomitstenene var der en del korn af Glaukonit.


Mange af pyrit konkretionerne, som blev fundet havde mange spøjse former. Længden på de største er 0,8 cm


Baryt konkretion. Længde 2 cm.


Det stærkt pyritiserede træ, som alle disse fossiler lå i forbindelse med, kan ikke bestemmes, da bevaringen er dårlig. Størrelse på æsken træet er opbevaret i er 5,5x5,5 cm.

...........................................Hjem

 
Copyright © 2006 Vestjysk Stenklub.